torsdag den 21. maj 2020

En sløjfe bliver bundet - Kristi Himmelfarts dag

I år bliver Kristi Himmelfarts dag en særlig glædelig helligdag for os i kirken. Nu kan der nemlig igen holdes gudstjenester i vore kirker. Det er en dejlig ting, og vi må håbe, at alt går godt.

Hvad angår Kristi Himmelfart, så er det en af vore særlige højtidsdage. Men generelt har den ikke stået særligt stærkt. Mon ikke mange mere tænker en lille ferie på samme måde som bededag end en kirkelig fejring?

Men, i år har selv medierne fortalt om denne kirkelige helligdag. Ja, måske har kirkelukningen faktisk øget bevidstheden om kirken – ikke mindst i medierne.

Særligt oplevede jeg det i Påske, som vi fik fejret på den mest mærkelige måde – eller måske ikke fejret. Og dog har påsken vist aldrig været så synlig i det danske samfund.

Synligt blev det også, at Påsken jo er kirkens største højtid – påskedag med opstandelsen er det afgørende i vor kristne tro.
Noget, som Paulus i 1. korinterbrev skriver ganske bramfri:
”Hvis Kristus ikke er stået op fra de døde, så giver det, vi siger, ingen mening, …
Så er jeres tro en illusion.
Så er I stadig fanget i jeres selvoptagethed.” (et af Bibelen 2020’s oversættelser, hvor det før hed synd.)

Så altså; ingen påske og opstandelse - ingen kristendom og ingen frelse.

Efter påske ser vi ofte frem mod den næste af vore tre store højtider; pinsen med åndens komme og kirkens begyndelse.
Men her imellem er Kristi Himmelfart.

Husker jeg tilbage, så er det billedet af et fodaftryk, som jeg husker.
Jeg husker ikke hvornår eller hvem, der viste mig den og fortalte, at det var Jesu aftryk, da han satte af og fór til himmels.

Man kan godt tænke, at det er en sjov og meget illustrativ måde at få sat himmelfarten på ens bevidsthed.
Det har bare aldrig givet mening for mig.
Måske er det fordi, jeg er et ord-menneske. Og dog holder jeg også meget af billeder.
De skal bare give mening.

Det må gerne være figurativ og på den måde illustrerende – som Ole Grøns billeder til min lille bibel. Men en alt for konkret tolkning af det, vi ikke kan forstå, har jeg altid haft det svært ved. Lidt ligesom det gamle alterbillede i Nicolai med opstandelsen, hvor englene lukkede Jesus ud – som en ånd af en flaske.

Himmelfarten har måske derfor været en dag, det tog tid for mig at finde betydningen i.

Nu tænker jeg, at netop Kristi Himmelfart er der, hvor sløjfen bliver bundet på det bånd, som for altid binder himmel og jord sammen – Guds bånd, der i kærlighed binder ham til os og os til ham.
Her og først her slutter den guddommelige fortælling om Jesus.

Ikke ved døden – som for os kan opleves som grænsen.
Ikke ved opstandelsen – som dog stadig er kernen i evangeliet.
Nej, her ved Jesus tilbagevenden til den guddommelige enhed bindes sløjfen.

Døden og opstandelsen var vejen til enheden – den guddommelig enhed, som vi netop i Kristus-båndet også knyttes til – i evighed.


Min manglende forståelse for fodaftrykket, hvor Jesus skulle have sat af i springet mod himlen, fandt jeg en fin parallel til hos Luther.

”At Kristus farer til himmels er ikke, som når man klatrer op ad en stige og ind i huset.
At Kristus sidder ved Faderens højre hånd betyder ikke, at han så opholder sig på en nærmere afgrænset sted i Himlen ligesom en stork, der sidder i sin rede.
Men det betyder, at den opstandne er til stede overalt.
Himmelfarten er et udtryk for, at Kristus er til stede for os der, hvor vi er, uanset tid og sted.”

Her forholder Luther sig ikke kun til himmelfarten men også til himlens sted, hvor Jesus sidder ved Guds højre hånd.

Himlene, som er vort sproglige forsøg på at skelne mellem Guds himmel og himlen over os, er ikke et sted i det fjerne.
Nej, det er måske slet ikke et sted hvis ikke lige, man kan få den placeret i vores hjerte.

Himlene er der, hvor Gud er nær, og hvor kærligheden sker.

Derfor kan Luther også sige, at vi i troen kan have Kristus i hjertet. Det betyder, at vi kender Kristus og vil lade Ham virke igennem os - han, som sidder ved den himmelske Fars højre hånd.

Placeringen af Kristus i himlen ved Guds højre hånd er ensbetydende med, at vi kan bære ham i vore hjerter. Altså, at Guds nærvær ikke forsvinder væk fra os men trænger helt ind i os.

Det må så også betyde, at Kristus ikke kun er det ord, vi hører om frihed og frelse – frihed fra bl.a. vores kredsen om os selv. Og frelsen i, at vi ikke selv skal præstere det guddommelige.

Men altså også Kristus i os på den måde, at vi faktisk godt kan være en del af Guds virke – lade kærligheden være alt.

Når båndet mellem os, de jordiske, er bundet - med sløjfe og det hele - sammen med det himmelske. Så kan vi også være som Kristus på jord. Ikke altid, det ved vi godt. Men dog alligevel i glimt – et himmelsk øjeblik.
Og vel ikke mindst, hvis vi får Guds kraft til det – så derfor kan kirkens fortælling ikke slutte her med himmelfarten. Pinse bliver det naturlige og nødvendige opfølgning.
Amen.

Se live

lørdag den 11. april 2020

Elsker du mig? - 1. søndag efter påske

Her prædikenen til dagens netgudstjeneste, som kan ses her
Her også link til salme, tanker om kærlighed og morgenandagt 1 2 3

Det handler i dag om kærlighed. Nogle læste måske mine tanker op til påske. Om, at kærlighed ikke kun er en følelse men også noget, vi kan favnes af og, som kan være en opgave.
Særligt opgaven peges der på her. Jesus stiller det spørgsmål, som altid må være svær både at stille og at blive stillet. Elsker du mig?
Jesus spørger tre gange. Så Peter bliver nærmest bedrøvet. ”Du ved det jo”, siger han.
For hver gang får Peter til opgave at vogte andre – altså at tage sig af Kristus-menigheden.
At elske Gud er altså, at gøre noget for andre.
Eller måske kan vi sige, at det er at ”Iføre sig kærligheden”. Kærligheden kommer jo ikke som en opgave men som en gave.
Vi må tro, at Guds kærlighed går forud for, at vi kan elske og handle i kærlighed.
Netop dét, er også her på spil.

Når Jesus spørger tre gange, er der en særlig grund. Nemlig, at Peter hele tre gange nægte al kenskab til Jesus, da Jesus var taget til fange og senere korsfæstet.
Måske er det også i denne sammenhæng, at vi skal hører ordet ’mere end’.
For, Jesus spørger ikke kun om, hvorvidt Peter elsker ham.
Nej. Han stiller det umulige spørgsmål: Elsker du mig mere end de andre?
Det kan Peter vel ikke svare på? Men han kan nok heller ikke andet end sige ”Ja”.

Hvis spørgsmålet er, om han elsker Jesus mere end, han elsker de andre.
Så er kærligheden vel ikke på den måde en gradbøjning. Man spørger heller ikke, om du elsker dit yngste barn mere end dit ældste.
Er spørgsmålet, om Peter elsker Jesus mere end, hvad de andre elsker Jesus. Så kan Peter jo ikke vide noget om det.
Men, måske er det netop her, der kan være en pointe i forhold til svigtet. Ser vi bort fra Judas, som forrådte og efterfølgende tog sit eget liv. Så svigtede Peter vel mere end de andre ved at fornægte.
Altså kan han også have brug for at blive rummet mere end de andre i kærligheden.
Pointen med Jesus spørgsmål er for mig ikke, at Peter skal vise eller præstere sin kærlighed. Nej, han skal vide sig favnet af Guds kærlighed.
Jesus her og Gud for os er altid den, der byder sin kærlighed til.
Vi kan så vælge at leve i den og leve kærligheden ud. Ja, som ordene ved kirkebryllupper lyder: Vi skal iføre os kærligheden, som er fuldkommenhedens bånd.

Tilsagnet om kærlighed siges også til os. Og med tilsagnet også fordringen om at handle. Hvorvidt det er et valg, vi kan gøre – altså at leve i kærlighed, tør jeg ikke sige. Hvis det er op til os, vil nogen måske kunne og andre ej.
Er kærligheden mon ikke det valg, som aldrig er frit? Sådan kan jeg tænke.
Kærligheden kan man blive favnet af – til glæde men også til smerte.
Og kærligheden kan være den handling, vi ikke kan andet end at gøre – helt spontant.
Amen

fredag den 10. april 2020

Langfredag

Ved kirken er flaget på halvt. På altret er der ingen blomster, og lysene er ikke tændt. Sådan markeres langfredag, sorgens og dødens dag.
Hvis ikke, der var en langfredag, så ville der heller ikke komme en påskedag - uden død ingen opstandelse. Dét er håbets nødvendighed. For, det kristne håb lyder netop også langfredag. I Johannesevangeliet peger Jesu ord 'Det er fuldbragt' netop på det.