søndag den 6. januar 2019

Vejledning til livet - Hellig3konger

Hvor finder vi meningen i livet?
Har vi en ledestjerne – eller flere?

Det kan være spørgsmålet her, hvor julen endelig også slutter i kirken med fortællingen om de vise mænd.
Og måske endnu mere, når vi om lidt skal synge med Grundtvig om, at vi også har en ledestjerne.

Der er ingen tvivl om, at for Grundtvig er Jesus også vores mål i livet – og han lader ordet, evangeliet være dét, der viser os den rette vej.

Her i dag vil jeg udvide begrebet om at blive ledt på vej, selvom meget af det, der i livet gør en forskel, har tråde tilbage til Jesus og hans forkyndelse.

Først vil jeg dog reflektere over, hvor vi egentlig søger. Netop de vise mænd er arkefortællingen om, at man forventer noget andet – og større end, hvor virkeligheden egentlig er.

De vise mænd forventede at finde den nye konge på et kongeslot – i storhed og pragt.

Men den sande store konge var som fremmed og i det ydmyge. De fine herrer med deres flotte gaver, måtte bøje sig og træde ind i en beskidt stald, for at nå frem til meningen med livet.

Det kunne være anledning til at overveje, hvor det egentlig er, at vi søger efter livets mening.
Vil vi gerne følge og dele livet med dem, der kommer til nytårskur hos dronningen eller, som er med ved Oskar festivallen?
Vil vi gerne citere de store tænkere eller verdens ledere?
Går vi derhen, hvor vi tror, at meningen med livet er?
Eller tør vi se rigtig efter ledestjernen og ende i usselhed og fattigdom?

Og hvilken stjerne vil vi gå efter – den, reklamer og medier sætter op i lysende neon, eller den, der er ægte netop for os?
Man kan i livet nemt både fare vild og blive ledt på afveje.

For mig giver det god mening lige at stoppe op og tænke efter, hvad ens liv er, hvor man er på vej hen og, hvorfor.
Noget nytåret kan giver rum for, så derfor har jeg blandt dagens salmer også valgt et par nytårssalmer.

Jeg har bundet det sammen, da jeg nytårsaften fortalte legenden om en 4. vismand, der aldrig nåede frem til Jesus i krybben. Han blev hele tiden forstyrret af mennesker, som havde brug for hans hjælp.
Legendens pointe er, at netop i hans omsorg for andre i nød får han givet Jesus sine gaver; Hvad du gør mon en af mine mindste, gør du mod mig!

Han søgte at give Jesus sine gaver direkte, men sandheden var, at han kom Jesus nær i sit omsorg for andre.

Med den legende udvides tanken fra Matthæus om de andre vise mænd, der også endte ’det forkerte sted’ for at nå målet.

Hvis jeg i dag skulle byde ind med, hvor jeg og måske andre finder guide til livets mål, så kunne det være Brinkmann eller en af de andre, der giver bud på vejen i livet lige nu.

Nogle af os lytter til dronnings nytårstale, da der ofte er noget at hente - eller endnu bedre, noget der lige passer til min egen kæphest.

Fra årets tale husker jeg, at vi skal mødes og se hinanden og ikke kun mødes via en skærm.

Det kunne måske betyde, at vi da taler sammen og ser hinanden, når vi faktisk er i samme lokale, og ikke er optaget af noget praktisk eller fjernsynet.
Det kunne gælde, når man besøger ens mor på plejehjemmet, hvor der nok også lige er lidt praktisk at hjælpe med.
Det kunne gælde, når ens børn er hjemme, og vasketøjet skal klares og blomster kan vandes.

Eller, det kan være, når man en almindelig aften er hjemme sammen med konen, og da lige vil ordne økonomien – uden at snakke om status, eller se nyhederne en gang til, da man ikke helt hørte efter tidligere på dagen.

Jeg tror, at det så også ofte sker – altså, at man både se hinanden og taler sammen og måske får et spil. Men både de praktiske små gøremål og tv’et kan godt løbe med tiden.
Så derfor godt lige med en påmindelse.

At have kontakt via en skærm er også ok, når man bor langt fra hinanden. Men måske skal man ringe sammen lidt oftere frem for at skrive en mail eller Messenger.

Som indledning til den del af talen, husker jeg dronningens fine kommentaren: Det er som om alle siger ”Se på mig” og færre har øje for andre.
Samt, at det vigtigst ikke er, hvad vi kan, men hvem vi er, og hvordan vi er over for hinanden.

Jeg noterede mig også hendes ord om, at eftertanke og omtanke bliver klemt og glemt.

Julesøndag talte jeg om tålmodighed og om alderens visdom. Og ikke mindst dér, tænker jeg, at dronningens ord klinger med.
Vi kan ikke forvente, at børn skal have omtanke, hvis ikke de oplever voksne have det.
Og ja, eftertanke er vel noget, man mere og mere må tage på sig, som alderen og dermed erfaringerne øges.

Måske er problemet ikke, at vi alle får mere og mere travl – eller det opleves og italesættes som en virkelighed.
Det handler måske mere om, at vi hele tiden er på vej videre – at vi går forlæns ind i fremtiden uden at bruge tid på tilbageblik og refleksion.

Det fortælles om børn, at deres uro kan skyldes, at de hele tiden er på også efter skole og fritidsordning måske med en omgang skydespil, til musik eller andet. Dermed får de ikke tid til at få bearbejdet deres oplevelser.

For piger kan det være i far, mor og børn-leg eller venindeleg, hvor roller og replikker styres, så en oplevelse eller konflikt gennemspilles og får sin plads i erfaringspuljen.

For drenge kan det være total kaos-bygning med Lego eller skyde-tumle-rollespil i haven.
For både drenge og piger kan det være helt for sig selv eller med en god legekammerat.

Mon vi som voksne har ændret så meget på behovet for at få ting flyttet fra oplevelse til erfaring?
Når vi ikke løbende får det gjort, bliver der måske brug for psykologer eller særlige åndedrætsøvelser.

Måske skal vi bare sørge for, at eftertanke og omtanke ikke bliver klemt og glemt, inden vi går vider med det næste projekt – for ja, vi skal jo ikke gå i stå bare fordi, der bruges lidt tid til refleksion.

Som jeg forstod det om børn, er det lige modsat. Når oplevelser er placeret som erfaring, kan man gå bedre og måske men ny inspiration videre i livet – der er plads i hovedet til ny læring og nye oplevelser.

Det endte måske lidt langt fra, at Gud satte et lys i verden og en ledestjerne for de vise mænd. Og dog hænger det for mig sammen. Vejledning til livet kan Gud godt sende gennem andre mennesker.
Amen.

mandag den 31. december 2018

At høre til - nytår

Årets nytårs-evangelium er absolut den korteste blandt kirkeårets tekster.

I disse tide kunne teksten godt problematiseres – at der skæres i en uge gammel dreng.
Det giver for os kristne ingen mening.
For, heldigvis blev denne skik ikke videreført i kristendommen.

Her tænker jeg ikke så meget på at blive skåret i – selvom det kan give problemer og komplikationer.
Jeg tænker mere på, at vi – også os mænd – da må være skabt, som vi skal være.

Jeg tænker også på, at et fysisk indgreb vil fratage os en frihed – altså, hvis Gud ønsker en ikke genoprettelig markering af tilhørsforhold.
Dåben med sine tre håndfulde vand er jo ikke noget, der kan ses – og det kan jo også lades være som ingenting, hvis man ikke tror eller ønsker et forhold til Gud.

Mest tænker jeg dog på, at hvis omskærelsen var videreført, så var lovet ikke blevet opfyldt ved evangeliet – så var der stadig krav til os fra Guds side, for at vi kunne have et fællesskab.
Og ja, det er for mig netop evangeliet, det glædelige budskab, at vi sættes fri i forhold til at leve kærligheden ud i stedet for at overholde nogle love.

Måske kan man sige, at dåben også er en lov for os – en guddommelig påbud.
For mig er dåben dog ikke for Guds skyld og ej heller afgørende for at blive rummet af Guds kærlighed.
Dåben er mere at forstå som en gave – en handling for vores skyld, så vi må opleve det som en sand virkelighed; at vi er Guds børn.
Og holder vi os til det, kan ingen tage barneretten fra os.

Andre religioner har andre tegn, og hvorvidt omskærelsen kan tolkes, som jeg gør med dåben, skal jeg ikke afgøre.
Jeg vil heller ikke gå ind på, om det giver mening stadig at have en sådan tradition – religiøs som hos jøder og muslimer eller bare samfundsmæssigt som det har været i USA.


Dagens korte tekst handler for mig om en markering af at høre til – og så ikke mindst at få et navn – altså blive en individ.
For, det er vel, hvad navnet gør – at vi bliver ikke bare et menneske i mængden men en preson.

Når vi får navn, får vi både et individuelt navn og et slægtsnavn. Dermed markeres, at vi både er individer og en del af et fællesskab.
For mange er og forbliver familien det vigtigste fællesskab. For andre kan det blive relationer eller fælles opgaver.
Og som et eksempel på det sidste, vil jeg knytte min fortælling til - legenden om den 4. vismand.

Han fandt et sted at høre til, selvom han var på farten.
Nok virker det til, at han opgav – han magtede ikke sit mål; at give Jesus sin gave.
Men netop ved, at han undervejs mod dette mål så de mennesker, han mødte, og hjalp dem, der havde brug for det. - Netop deri viste det sig, at hans mål var nået.
Som jeg forstår legenden, var det netop, da dét går op for ham i hans møde med Jesus umiddelbart døden, at det går op for ham, at han faktisk ikke var rodløs eller hjemløs; Han havde hele tiden være en del af det fællesskab, som Jesus - som Guds ord til os - ønsker for os mennesker.

Måske er det sådan for os – at vi ikke i nuet altid ser, hvordan vi passer i Guds plan og hører hjemme der.
For, hvor er det, at vi hører til?

For de fleste af os, vil vi nok sige familien – måske venner.
Men, der er for de fleste også mere på spil.
Og for nogle, går livet sin skæve gang måske med svigt og uheld, måske med dårlig psyke eller fysik, måske vælger vi selv fra.
Mit bud er, at livet for de fleste ikke er lige til – og dog giver livet mening.

Det næste spørgsmål må være, hvad det er, der får os til at høre til?
Hvad er det, der har givet livet mening eller som lige nu giver mening? – og måske, hvad er det, der fremover vil give mening?

Den del må vi vel hver isæt udfolde. Og i dag – her og nu, hvor det er nytår, er vel en god ide.

Nytår bruger vi til at tænke tilbage på det forgangne liv.
Vi bruger nok også lidt tid på, hvad fremtiden mon vil bringe – både hvad vi håber og frygter.
Og så bruger vi nok også nogle tanker på, hvor vi står lige nu – og, hvad der er vigtig.

Ved nytår kan vi holde en lille pause til bare at tænke og være – vel præcis som her i kirken. Inden vi selvfølgelig skal videre med planer for nytårsmenuen og festligheder.

Det kunne give mening, at der nu og her er lidt tid – eller megen tid til at reflektere over livet.

Det er I velkommen til, når vi skal synge den næste salme. Teksten har jeg skrevet. Melodien er en gave, der giver ordene liv.

Jeg har lagt den her, da nogle måske som jeg erkender, at der godt kan være brug for lidt hjælp, hvis man skal have mulighed for at leve og blive den, man kunne ønske sig.

Vi vil høre melodien og derefter synge verset tre gange.

Gud lær du mig at elske

Godt nytår

søndag den 30. december 2018

Tålmodighed og lighed - julesøndag

Dagens fortælling er om to gamle mennesker – en mand og en kvinde.
Ja, det er jo nærmest politisk så korrekt, som det kan blive med fokus på begge køn og ikke engang på ungdommen.

Det, er dog ikke noget, jeg sådan vil udlægge, som noget særligt.
Nok kan de bibelske fortællinger anklages for mest at handle om mænd; de fleste beretninger handler om mænd, Jesus er en mand og Gud kaldes for Far.
Og nok kan jeg som hvid, moden mand godt være blind for andres anfægtelser.

Så vil jeg dog holde fast ved, at vi i den kristne fortælling ikke hører noget om, at Jesus rangdeler mellem mænd og kvinder.
Faktisk bryder han ofte de gængse normer ved også at have med kvinder at gøre.
For ja, der er ingen tvivl om, at Jesus levede i en mandsdominerende samfund og, at det ganske sikkert også har haft indflydelse på både evangeliernes fortællinger og muligheden for lige deltagelse i oplevelserne sammen med Jesus.

Denne Jesu lige forhold til alle – ikke kun mænd og kvinder men også rige og fattige, jøder og hedninger, retfærdige og syndere må have været kendt – måske som en anstødssten for det etablerede, men nok mere som italesat blandt medlemmer i den unge kirke.
Selv Paulus, der ellers til tider opfordrer til ikke at være forskellig fra samfundet, holder teoriens fane højt i markeringen: ”Der er ikke forskel på mænd og kvinder” eller for den skyld alle andre.
Alle forskelle er ophævet med Kristus.

Med Jesus og altså i kristendommen er skel ophævet – altså i princippet.
For ja, gennem kirkens historie er der gjort forskel, og det sker stadig og måske endda selv her, hvor vi har en kvindelig biskop og flest kvindelige provster.

At sætte skel kan godt tages som en grundlæggende menneskelig og samfundsmæssig struktur. Så mon ikke, der altid vil være en kamp.
For os som kristne bør kampen så ikke kun være en menneskelig kamp men en del af forkyndelsen.

Og ja, hvis vi lige tager alderen med, så sætter Jesus nok barnet i centrum og kalder det for ’den største i Guds rige’.
De ældres visdom underkendes dog ikke – som her i dagens evangelium om Simeon og Anna.

Måske er der også aldersmæssigt en kamp, der stadig skal kæmpes.
Tidligere var det ældre mænd, der oftest sad på magten – både på direktørgangene og i det politiske system. Så dér, må ungdommen altid gøre sig gældende.
Modsat har kulturen fremelsket ungdommen som ideal, så selv pensionister vil være unge.

Nu lyder det måske som om, at jeg ikke kan se ældre som unge i sindet eller, at jeg ikke finder det godt, at man også op i alderen holder sig fysisk i form.
Sådan skal det ikke forstås.

Men jeg tænker, at vi – både som mennesker og samfund – mister noget, hvis modne mennesker ikke også vil være modne med erfaring og indsigt.
Til dét, tror jeg, at man skal være åbne for alderens visdom, og det må vi besinde os på som årene går og håret gråner.

Og, når jeg læser om de to gamle, der træder frem i templet med glæde over Jesus-barnet, så rummer alderens visdom ikke mindst tålmodighed.

Tålmodigheden er nok på samme måde som ydmyghed ikke en eftertragtet dyd for tiden.
Men tålmodighed er vel netop, hvad vi skal have med os, når vi bevæger os fra forventning til opfyldelse og tilbage igen.

Ikke mindst i juletiden afsløres det.
Måske er julen ovre, selv om vi her i kirken stadig har juletræ og julefortællinger. Måske har vi også glemt forventningens glæde.
Men, mon ikke vi godt kan huske, hvorvidt vore forventninger blev opfyldt – både med samvær og gaver?
Og videre, så har vi vel og forhåbentlig altid forventninger til livet – og erfaringer om, hvorvidt det bliver opfyldt.

For Simion og Anna gik forventningen i opfyldelse. Og det var ikke, at de også her 2000 år senere vil blive talt om – som havde de deres Shining Moment.
Sådan var deres ambition dog ikke.

De trådte ikke frem for at være med i X-faktor eller en talentshow.
Nej, som de klart udtrykker det, var de ikke vigtige, selv om de fik lov at udtrykke noget smukt og berigende.
Deres glæde og deres ord var om, at de fik lov at opleve Guds nærvær i barnet Jesus.

Budskabet gennem deres ord var dog ikke kun ’Stor glæde for hele folket’. Nej, Jesu komme vil også bringe omvæltninger, ligesom det vil bringe smerte – som også ville ramme Jesu mor, Maria.

Omvæltningerne bl.a. i den menneskelige rangdeling vil ikke bare gå glat.
Budskabet om medmenneskelighed og næstekærlighed vil ikke brede sig uhindret.
Det må vi jo stadig sande.
Så derfor vil ondskab også ramme både Jesus som person samt folkene omkring ham.
Men også siden og nok til denne verdens afslutning vil ’det glædelige budskab’ forsøges bekæmpet med vold.

Her ikke mindst i juletiden må vi stadig holde fast ved evangeliets guddommelige sandhed og, at det som budskab om kærlighed altid er værd at kæmpe for.


Ud over fortællingen om Jesus med familie i templet og mødet med de to gamle, hører vi i dag også Paulus’ udgave af juleevangeliet.

Denne tekst er noget ældre end både Lukas’ om stald, hyrder og engle, og Mattæus’ om de vise mænd.
De kendte, der sammen med andre om Jesu barndom altid har rummet en historisk usikkerhed. Eller skal vi sige, har præg af at være legender, der skulle rumme evangeliet som en slags evantyr.

Og ja, til det – og til at pege på det særlige ved evangeliet – er de velfortalte og meget forkyndende.

En mere grundlæggende pointe, må vi tro, at vi får af Paulus – dagens korte tekst om, at Gud sendte sin søn ved at lade ham føde af en kvinde.
Han skulle fødes ind i det menneskelige for at være i samfundet og være underlagt loven. En lov, der er tænkt som jødedommens religiøse lov.

Som Gud ville han ad den vej løskøbe alle fra loven, så vi kunne blive børn som han.
Og ja, netop en af lovens funktioner var at skille mellem mænd og kvinder, mellem rent og urent – både hvad angår mennesker og mad.

Hvor vi som børn af Gud ikke bare må være frie men også lige.
Dét er stadig forventningen, som til tider faktisk går i opfyldelse. Dét er lyset til åbenbaring og herlighed.
Amen.

tirsdag den 25. december 2018

Magt og ydmyghed - Juledag

Hvad har julen at sige ind i verdenen af i dag? Ja, hvad har kristendommen at sige? Det er vel altid en overvejelse værd.

Med dagens fortælling er Guds vej til os ikke i prompt og pragt. Det var ikke som mægtig eller med sværd, at han kom.

Det passer vel dårligt til vores verden, som den opleves globalt. Det er ikke ydmyghed, der præger eller styrer og bestemmer.

Ydmyghed er for mig at se heller ikke en særlig velanset dyd i dagens samfund.
Nej, stærke holdninger, klare meldinger og en fast hånd. Nogen må tage ansvar, så lov og orden kan opretholdes. Eller?

Når jeg ser verdenen, er Trump en stereotyp, som er nem for os andre at pege fingre af.
Den kinesiske Xi er svær at få hold på, men afmagt er ikke hans stil.

I Frankrig kom Makron som en ny type – ikke brovten men måske lidt hoven.
Han havde et projekt. Han havde lovet at rydde op i det franske samfund, og han holdt fast både hjemme og ude.
Altså lige til december, hvor han til dels gav efter for de gule veste.

Nu må vi se, om han så også er færdig på samme måde, som jeg oplever med kansleren i Tyskland.

Mutter Merkel fremstod nok mere ydmyg end andre. Men ingen har være i tvivl om, at hun havde godt fat i roret både hjemme og ude. Altså indtil hun blev idealist og mistede opbakning – om det var svaghed, ved jeg ikke, men slut bliver det.

Måske troede vi, at Obama kunne blive den gode, sande og ydmyge leder. Men fortællingen er vel, at han først fik noget igennem, da han greb magten og udstedte nogle dekreter.

Nej, Putin og Erdogan har vis vejen.
Ydmyge ledere er yt.

Der er ikke meget for tiden, der kan bekræfte julens budskab som sandhed; at magten må blive magtesløs, når kærlighed og ydmyghed er på spil.

Vi kan jo godt tænke Gud som en salgs leder. Derfor tillader jeg mig at bruge verdens ledere som eksempel.
Magten skal gribes og holdes fast, hvis man vil have indflydelse i verden.

Hvis dèt er sandt, så afskrev Gud sig sin indflydelse i verden, da han valgte svaghedens vej gennem et lille barn, et fremmed sted i en stald.
Og bedre blev det ikke, da barnet blev voksen og åbnede munden.

Måske har kirker gennem tiden gjort forsøg med magtens vej – og til tider med succes.
Det kan jeg dog kun kalde fordrejning af budskabet, og derfor er det vel også blevet opløst af evangeliet selv.

Andre religioner har tænkt anderledes.
Der kan gives ret til at slå ikke-rettroende ihjel, hvis de fornærmer religionen.
Der kan være regler for, at mænd kan gifte sig med mange – også fra andre religioner, når bare de fremtidige slægter bindes til religionen. Kvinder må kun gifte sin med en fra religionen, så der må en mulig mand konvertere.
Og ja, frafald bør straffes med døden.

Hvis man sætter magt bag sådanne regler, er en sådan lovforordning vel en god strategi fra Guds side – tager vi religioner som udtryk for Guds vej i verdenen.
Men, hvad vi mennesker bliver sat fri?

Dét, er vel det store spørgsmål.
Altså, hvad vælger vi, hvis vi må væge frit?
Og, har vi egentlig lyst til sådan helt at være fri – eller at lade andre være frie?

Love og magt viser sig ofte at tage styringen. Og det opleves, at der altid er nogle, som vil håndhæve regler.

Eller, er det måske mere sandt, at magten altid mister grebet, fordi ordet om frihed samt en gudgiven kærlighed både giver mod og underminerer alle magtstrukturer – med tiden?

Det kan historikere nok fortælle mere om end jeg. Lige nu kan vi kun vurdere, hvad der mon vil være den bedste strategi – for os i livet.
Går vi med magten, som synes at have vind i sejlene?
Eller, tør vi lade os inspirere af Guds vej i ydmyghed og magtesløshed – men med ord og sandhed?
Jeg vil i dag nøjes med at spørge.

Vi må mærke efter i vort eget liv.
Og så er verdens ledere måske ikke så nemme at sætte i bås, som min indledning.

Nogle vil kalde tidens valg for populismens sejr. Jeg tænker, at folk også bare kan være realistiske; Skal magten udøves, må lederen også ville tage magten.

Intet nyt under solen her.

Når vi læser evangeliet, er det ofte samme spænding, vi møder.
Ved Jesu indtoget i Jerusalem var folkemængdens forventning også, at han tog magten og smed besættelsesmagten ud.


Når vi læser evangelierne, bør vi ikke blive overrasket over Jesu ydmyge tilgang og manglende lyst til at tage magten.

Lige fra begyndelsen her med fødslen indikere alt andet end magt.

Har det budskab stadig noget at sige os?

Tør vi ønske os ydmyghedens vej?
Vil vi ikke gerne, at ledere tager magten og får styr på tingene? Og, gælder det ikke også i de mindre sammenhæng?

Direktøren f.eks. i en bank skal være villig til at tage ansvaret på sig. De har magt, men er dog endnu ikke hævet over loven. Moralske kodeks har vist sig at være for skrøbelige.

I skolen vil vi vel også gerne have lærer, der tager styringen i klassen og ikke kun understøtter og vejleder eleverne. Ellers ende det vel i kaos.
Lærerne udsættes for vold fra eleverne, og eleverne får stress. Måske skyldes det, at eleverne selv skal bære for stort et ansvar.

Måske gælder det også i hjemmene, hvor forældrene skal opdrage deres børn – tage forældrerollen på sig. Noget, der jo også handler om magt.

Er erfaringen mon, at moralsk vejledning ikke er nok. Skal der være regler og konsekvens – i skolen, på arbejdspladsen, i hjemmet, for flygtninge og i samfundet som helhed?

Spørgsmålet er, hvorvidt at tage styringen også betyder at tage magten – og om magten har brug for også en fysisk dimension.

Om det er helt sandt, ved jeg ikke. Men et modsvar må altid lyde fra evangeliet, som peger på ydmyghed og kærlighed.
Amen.


mandag den 24. december 2018

Ydmyghed og Snedronningen - juleaftensdag

HC Andersen slutter sin fortælling om Snedronningen med:
Kay og Gerda så hinanden ind i øjnene, og de forstod på én gang den gamle salme:
 "Roserne vokser i dale,
 der får vi barn Jesus i tale."

Det minder jo meget om, hvad vi lige har sunget: Ak, søger de ydmyge steder,
i støvet for Frelseren græder,
så får I vor Jesus i tale,
thi roserne vokser i dale.

Denne salme af Brorson skulle efter signe være HC Andersens yndling.
Selv skriver han:
 Barn Jesus i en krybbe lå,
 skønt Himlen var hans eje;

Det handler om, at Gud kommer til os i ydmyghed.

Også vi må møde hinanden i ydmyghed, tænker jeg. Eller, det vil være mit bud her denne jul netop med udgangspunkt i Jesu fødsel – i Guds måde at komme til os.

For, jeg ved jo godt, at ydmyghed ikke er videre gængs – hverken i mødet med et andet menneske eller generelt som en norm i dagens samfund.
Vi skal hellere vise os frem og ikke sætte vort lys under en spand – eller en skæppe for dem, der kender deres bibeltekst.
For ja, det ikke at gemme sit lys væk, er også en vejledning fra Jesus.
Spørgsmålet er kun, hvad det så er, vi lader være vort lys.

For Jesus var det kærligheden og medmenneskeligheden.
I dag tænker vi nok næremere på vort CV, vore diplomer, vores perfekthed – og så gemmer vi snavset til side. Vi skal ikke gøre os sårbare!
- Det er så nemt at blive mobbet i skole, på arbejdspladsen, på de sociale medier eller måske på vejen, når ens have er groet efter.

Mantraet i dag for både børn og voksne er, at man skal præstere og tage ansvar for sit liv.
Men kan ikke bare hvile i, at man er.

Her vil jeg ikke modsige værdien i hverken at gøre noget eller tage ansvar for sit liv.
Men jeg vil pege på, at vi faktisk er noget udover, hvad vi gør.
Hver af os er et menneske skabt i Guds billede og dermed med en helt grundlæggende værdi.

Ad den omvej, når jeg tilbage til dét med ydmyghed.
At være ydmyg er ikke at fralægge sig sin egen værdi.
Det handler for mig mere om ikke at påtage sig en ikke-eksisterende værdi samt, ikke at fratage andre deres værdi.

Ydmyghed er at være åben for den anden og lade sig se, som den, man er.

Når jeg peger på denne ydmyghed – eller skal vi sige ’det ærlige møde’, så er det ikke kun for den andens skyld. Det er også vigtig for os selv.

Hvis vi gemmer os bag fine briller og dyrt tøj, så bliver vi heller ikke set – altså rigtig set, så det gør en forskel i vort liv.

Hvorvidt vi tør blive set, kan være en overvejelse værd.
Til tider når vi ikke at overveje – vi handler i kærlighed og savn.
Sådan vil jeg lade pigen i HC Andersens eventyr være os et forbillede.

Kort handler eventyret om Snedronningen om to børn; Gerda og Kay. De bor i hver sin kvistlejlighed over for hinanden, så de hen over tagrende kan have en plantekasse med en rosenbusk og krydderurter til familiens madlavning.
De leger sammen og glæder sig over roserne og fuglesang, indtil Kay får splinter af troldspejlet i øje og hjerte.

Splinterne er fra et spejl, som djævel-trolden har skabt og hvorved alt smukt bliver ækelt, alle fejl bliver forstørret og alt ondt tager sig godt ud.
Ja, noget vi vel til tider godt kan genkende, når vi ikke bare sådan glæder os over det godt og smukke, men nedgør, udstiller og udnytter det gode.

For Kay bliver roserne uperfekte modsat iskrystaller, og han ender med at blive taget med af Snedronningen til hendes is-palads.
Han kunne nemlig ikke længere huske sit fadervor – kun det store tabel.

Troldspejlet har ikke kun ændret hans syn men også frosset hans hjerte til is, så han hverken kan huske Gerda eller den gamle bedstemor. Han ænser ikke det kolde, triste og ensomme i det store slot, hvor han skal samle en puslespil.

Gerda har dog ikke glemt Kay.
Hun tager ud for at finde ham. Det kræver noget af hende, for at blive hjulpet videre på vej. Men, som HC Andersen fortæller, så hjælper både dyr og natur, fordi hun har et rent hjerte.

Da hun kommer til Snedronningens rige, angribes hun af store snekrigere. Uden hverken hansker eller støvler har hun ikke meget at modstå kulden med. Så hun beder sit Fadervor, hvorved hendes ånden bliver til kæmpende engle.
Sådan når hun frem til Kay, og vinterstormen må lægge sig, da hun synger den gamle salme om roserne og mødet med Jesus.

Gerdas kærlighed og ydmyghed har fået hende hele vejen til Kay, som dog hverken kender eller registrerer hende.
Det holder ikke Gerda tilbage, men hun omfavner Kay og hendes varme tårer smelter ishjertet, så Kay igen kan mære.
Da græder han af glæde, og splinterne af troldspejlet forsvinder også fra hans øjne.


Jeg kan ikke her ved jul lade være med at tænke, at netop Gerdas kærlighed, hendes søgen og hendes tårer kan være et billede på Guds kærlighed, hans komme til verden som et barn og hans ord, der forhåbentlig kan bryde vores kyniske og kolde virkelighed – både i os selv og i forhold til andre.

Ja, at vi får ydmygheden og ærligheden givet i tilsagnet om, at vi er noget værd forud for, at vi gør os fortjent til noget.

Jeg kan kun med fortællingen om Gerda og Jesusbarnet tænke, at magten må blive magtesløs, når kærlighed og ydmyghed er på spil.

Guds vej til os var ikke i prompt og pragt. Det var heller ikke med magt og sværd.
Om det kan få betydning i verden – måske endda blive et forbillede, er jeg måske ikke så overbevist om.
Selvhævdelse og magtudøvelse viser sig også i denne tid som være en god vej til at lede og regere.
Nogle på verdensarenaen viser det mere klart end andre.
Vil man styre og bestemme, må man ikke være ydmyg og svag.

Og dog er ordets magt måske alligevel det stærkeste.
Måske vil sandheden om magtmenneskers ugerninger komme frem og fælde tyrannier?
Måske er det stærkere ikke at mobbe eller at ville tryne andre?

Det kan være risikabel at gå afmagtens og ydmyghedens vej. Både for os, ligesom vi kan tænke, det har været for Gud.
Man, Gud kunne åbnebart ikke andet – ud af kærlighed til os. Sådan hører vi det i julens glædelige budskab.

Amen.