søndag den 19. maj 2019

Ikke alt er sagt - 4. søndag efter påske

Den sidste del af dagens evangelium er jeg kommet til at holde mere og mere af gennem tiden.
”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden;”

Alt står altså ikke i en bog – ej heller i Bibelen. Ingen kan derfor med den i hånden tage patent på sandheden og dermed være en autoritet.
Sandheden kommer i stedet til os over tid. Udviklingen kan vi som kristne tage imod som en gave – altså såfremt det bære i retningen af, hvad Jesus satte fokus på: medmenneskelighed, næstekærlighed og ligeværdighed.

For, når den endelige sandhed ej heller står i Bibelen, så betyder det ikke vilkårlighed.
Det betyder heller ikke, at nogen kan tage en åndelig patent på sandheden, selv om Jesus peger på ånden som fremtidens budbringer.
Nej, noget står fast – f.eks. pointen i evangeliet om Guds kærlighed.

Paulus er en af den, der først fortolker det kristne budskab. Og det er til tider kommet til at virke meget håndfast, som blandt nogen i dag bruges som salg-våben.

Men han siger også det ganske korrekte:
Bogstaver slår ihjel, ånden gør levende. (2.kor. 3)

Denne tanke åbner for fortolkning og variationer. Sådan for vore bibelske tekster, men sådan også for vores normer, politik og senest hørte jeg Marianne Christiansen også overveje den tolkning mht. højmessens liturgi.

Og med de tanker vil jeg begynde.

Vores biskop er med i en arbejdsgruppe omkring folkekirkens gudstjenester og dens autorisation – altså om, hvad der skal gøre på en bestemt måde.

I stedet for at tage den vedtagne liturgi ord for ord går overvejelsen på, at forløbet skal følges i ånden. I virkelighedens verden har alle kirker og præster deres små korrektiver for at kunne leve i og med det.
Så længe det ikke ødelægger den generelle oplevelse af fællesskab fra kirke til kirke og, at det ikke teologisk går uden for vores grundopfattelse, er det ikke et problem.
Så, som hun sagde på et møde, er vi tro mod det fælles i ånden.

Sådan hører vi det også af og til om politik og landets love. Og dog bliver lovens ord ofte sat i fokus som f.eks. de politikere, der arrangerer tilskud til valg på en måde, så giverne ikke skal offentliggøres.

Med det vil jeg vove mig lidt mere over i de politiske overvejelser – men tag det ikke som en partipolitisk markering.
Jeg vil bruge det som eksempel til forståelse af, hvordan man kan tænke og opleve kristendommen som en levende tro, der netop er i udvikling som tro.

På verdensplan og også lidt igen her til lands er emner som homoseksualitet og abort til diskussion.

Lad os tage abort, hvor forbud lyder til at brede sig i de amerikanske stater.

Ingen kan sige, at det ikke vil være bedst, hvis ikke der blev foretaget abort.
Men der er mere end barnet at tænke på. Der er også en mor – og en far.

Jeg hørte den midlertidige formand for Kristendemokraterne, som traditionelt har haft abortmodstand som værdi og program.
Hun havde ændret syn, da hun havde undersøgt, hvordan love virkede både der, hvor abort er forbudt og der, hvor man har en særlig vejledning.
Det sidste er i Tyskland og er, som hun ser det, reelt det bedste for mennesker. Så derfor er det nu deres politik.

Omsorgen er for mennesket, hvor hun mente at mennesket bliver svigtet både i forbudslande og hos os, hvor det ikke bliver talt ordentlig igennem og en del efterfølgende fortryder.

Om hun har ret, tør jeg ikke sige. Men hendes overvejelser og de facto ændrede holdning kan for mig være udtryk for, at ånden vejleder med næstekærligheden som fokus.
Nogle vil måske kalde det at følge tidsånden.

Parallelt til abort var også sket en ændring i forhold til homoseksuelle og regnbuefamilier i det hele taget. Noget, der ikke bare gælder et enkelt parti men, som gennem de seneste år har flyttet sig både i samfundet og i Folkekirken.

At kirken følger med – måske lidt trægt og med eftertænksomhed, handler for mig ikke om, at den tilpasser sig tidsånden.
Tidsånden behøver jo ikke at gå imod Guds ånd. Ofte, når vi sådan må vurdere ud fra, hvad det gør ved mennesker – slår det ihjel eller gør det levende, så har de seneste par hundrede år i vores samfund gået i en positiv retning.

Vi skal dog altid være på vagt – både, når udviklingen skrider frem og, når der sker såkaldt tilbageskridt:
Er det en kærlig handling?
Her har vi både næstekærlighed og fjendekærlighed, medmenneskelighed og ligeværdighed som målestok?

End ikke Paulus, selv om hans breve er optaget i vores hellige skrift, er alvidende om Guds vejledning. Han var også mand af sin tid, hvor det formodentlig ikke f.eks. var en god ide at leve åbenlyst som homoseksuel.

Paulus havde måske heller ikke helt forstået budskabet om, at vi ikke skal dømme eller fordømme hinanden men kun vejlede til et bedre liv for den anden – og ikke for ordets lovoverholdelse. Kun giver det god mening med fast vejledning for samfundets orden.
Alt er tilladt – citatet bruger jeg i år til konfirmander, hvor tilføjelsen er vigtig: men ikke alt er gavnligt.

Støder det, du gør, andre, så lad være. Sådan var f.eks. vejledningen om hvorvidt man som kristen måtte spise afgudsofferkød. Derfor har vi i dag heller ikke noget problem med halalkød.
Men vi skal bare ikke gå med i afgudstroen, og vi skal tænke på, hvad vores handling og ageren i forhold til f.eks. andre tros udtryk gør for den svage i troen.

Og ja, netop tanken for den svages tro og for en kærlig handling betyder, at vores måde at tænke og handle altid må være i bevægelse. Sådan også, hvordan vi forholder os til nutidige problemstillinger.
Hvad der er den rigtige kristne holdning og handling kan være forskellig gennem tiden og også i tiden forskellige steder på jorden.

Kun står et dog altid fast: nemlig Kristus.
Og hans ord bl.a. dagens om synd, om retfærdighed og om dom:
”Synd er, at folk i verdenen ikke tror på mig.
Retfærdigheden kræver, at jeg tager tilbage til min far, og så ser I mig ikke mere.
Om dommen er der kun at sige, at verdens hersker allerede er dømt.”
Amen.

fredag den 17. maj 2019

Konfirmation

Grundtræk fra mine to konfirmationer indledt med en kort genfortælling af Sisyfos fra Græsk mytologi.

I forbindelse med vores tale om livets mening, var et af forslagene:
Stå op, gå i skole, fri, sove
stå op, arbejde, fri, sove
fri, sove
sove, sove, sove, aldrig mere vågne.

Sådan kan en ærlig vurdering af vores liv godt være. Man kan overveje, om der er mening i sådanne faste opgaver og dagsrytmer.

Men, som de fleste mente, er livet andet og mere. For de fleste konfirmander – og forhåbentlig dem med os, selvom arbejde, hus og måske særligt mindre børn godt kan ens vågne timer – så er der også tid til sjov; tid til computer, cykel, fodbold, heste osv.

De ting kan dog også til tider opleves som bunden tid, der er ofte følger pligter og forpligtelser med til at engagere sig – og heldigvis, vil jeg her tilføje. 

For Sisyfos var tiden ikke til andet en den faste forpligtelse med at trille stenen op igen og igen.
Og dog var der for ham også mere; livet var meget mere end døden. Der var luften, vinden, duften af græs og blomster, solen, fuglesang og vi kan selv føje til.

Sådan helt nøgternt er livet vel en gave. Også selv om vi kan være bundet af opgaver og af udfordringer – både fysisk og mentalt.

Og så tilføjede de fleste familie og venner som noget, der gav livet værdi og mening.

Tager vi Sisyfos igen, så er det en gammel græsk myte, som nok mest er kendt i Camus fortolkning, hvor han slutter: Man må betragte Sisyfos som en lykkelig mand.

Nu er der ikke mange af os, der er bundet som Sisyfos. Og dog har vi alle opgaver og udfordringer. Noget kan vi godt selv have valgt. Men meget er bare en del af vort liv.

Derfor vil jeg overveje, om man kan blive lykkelig med gentagelser som et vilkår i livet.

Tænker jeg på en opgave, der kan minde om Sisyfos, så må det være rengøring og havearbejde. Nybagte forældre vil måske tilføje bleskift.
Få, tænker jeg, bliver lykkelig af rengøring. Nogle kan godt blive det af havearbejde.
Og ja med bleskift en der også en relation på spil, som altid må være ny og som kan vokse.
Det samme, håber jeg, de fleste vil sige om at kysse sin partner.

Når jeg hører om unge – både børn, teenager, op i tyverne og måske endda senere, så er computerspil og måske særlig skydespil noget, der får lykkefølelsen til at stige – til tider måske også andre og knap så positive følelser kan komme i kog.

Mit spørgsmål er, om ikke vi godt kan sammenligne et skydespil på samme bane igen og igen med Sisyfos og stenen.
Skulle jeg tvinges, kunne det godt blive sådan.
Men sådan er det vist ikke for gamere.

Der sker nyt i rute og, hvem man møder, tænker jeg. At vælge kan også gøre det interessant.

Sådan vel også for Sisyfos og med ham os i livet. Når han står på toppen, og stenen er trillet ned igen, så kan tanken være; Jeg tager lige en tur til, for hvad mon jeg møder - er blomsten sprunget helt ud, er der andre mennesker.
Måske udfordrer han sig; jeg må prøve, om jeg kan trille den op over den lille bakke på den anden side.

Vi skal og kan vælge i livet. Og sommetider skal vi bare vælge livet – altså lige præcis det liv, som er blevet vores.
Vi skal selvfølgelig også drømme, håbe og prøve i livet. Men vi behøver ikke søge hverken lykken eller livet i det.

Og så er det godt også at tænke sig om.

En pointe for mig er, at vi som kristne netop er givet frihed til livet: Der er ingen love, forbud eller krav fra Guds side, som vi skal overholde.
Så ’Alt er tilladt’, som Paulus skriver. 
Paulus har dog en vigtig tilføjelse: ”Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt” (Kor. 10, 23-24)

Jeg tager lige Sisyfos en gang til. Han var bundet af sin straf og kan vel kaldes slave i livet. Han kan ikke gøre hvad som helst – og så er han vel ikke fri.

Sådan er vi også på en måde bundet i livet af livet og af de begrænsninger, som er vore.
Selv fortalte jeg ofte ved undervisningens begyndelse, at jeg er ordblind og først efter at være rundet de 20 kunne håndtere den udfordring. Nogle har det samme – andre har noget andet. Jeg vil påstå, at alle har vilkår og udfordringer i livet – både fysisk og mentalt.

Alligevel vil jeg sige, at vi som kristne er frie – frie til at leve vort liv uden guddommelige bindinger og truende straf – kun med vejledninger. Dét er godt at holde fast ved ikke mindst, når vi hører om hvordan religioner kan bruges til at gøre folk fanatiske.

Og så vil jeg slutte med at inddrage dagens bibelske tekster.
Først var der teksten om, at vi bliver velsignet. Dét er jo modsat af at blive forbandet.
En sådan melding, hvis man virkelig hører og forstår den, er til at vokse af som menneske både til glæde og i lykke.
Vi slutter jo alle gudstjenester med at få netop velsignelsen gentaget; at Guds ansigt og nærvær er vendt mod os – ikke med ryggen til og i forbandelse.
Og om ikke så længe bliver velsignelsen udtalt særligt til dagens konfirmander.

Nærværet og omsorg hører vi også om i ordene om, at Jesus er den gode hyrde – om, at han som Gud handler som den hyrde, der ofrer sit liv, for at frelse fårene.

Vi kender også lignelsen om hyrden med de 100 får. Da et mangler, går hyrden straks ud og leder efter det.

Vi er ikke overladt til os selv i livet. Sådan må vi tro som kristne. Vi skal ikke selv tage ansvar for livets mening eller for livet i det hele taget.
Vi får det givet ligesom, vi kan få kærligheden og tilgivelsen givet.
Men vi skal tage imod og vælge i livet – ja vælge livet.

Vores frihed er ikke, at vi er uden kontakt og flyver som en drage uden snor.
Vores frihed er, at vi netop er sat i et fællesskab med andre samt og, at vi må tro på Guds nærvær.
Amen

søndag den 21. april 2019

Livets og håbets dag - Påskedag

Man kan være bange for døden. Men, kan man også være bange for livet?
Kan man være bange for, at livet lige pludselig viser sit overraskende, milde og gode ansigt?

Kan man f.eks. være bange for at blive forelsket? eller møde kærligheden?
Kan man være bange for lidt venlig hjælp?
Kan man være bange for at blive rask?
Eller, at ens nærmeste bliver rask?
Kan man være bange for, at livet giver mening?
Det tror jeg, at man kan.
Måske hvis man er blevet skuffet, svigtet, undertrygt, mishandlet, ramt af ulykke eller på anden måde har erfaret livets gru.

Det kan også være en tilgang til livet; venter man ikke noget godt, så bliver man heller ikke skuffet.
Og det kan være et livsvilkår, som man har svært ved at gøre noget ved.

Angsten kan være at ture tro på det gode i livet.
Angsten kan være for, at det kun er på skrømt og måske for sjovt at nogle viser venlighed og respekt.

Ja, angsten kan vel være for, at livet driver gæk med en ved - som en anden barbarisk spøg - at lade livet præsentere sig som skøn og dejligt, for så efterfølgende at afsløre virkelighedens gru.

Hvis man nu har fået fortalt og måske også selv erkendt, at man er lidt knoldet, fjollet og ikke særlig køn. Og hvis man så også er forelsket i den smukke og populære pige.
Så kan man have rigtig svært ved at tro, at hun skulle have øje for en endsige have venlighed eller kærlighed. Og dog håber man.

Man ved så ikke, at andre godt kender den skjulte kærlighed og griner lidt af det, og de sammen med pigen planlægger en lille og dog alvorlig spøg;
Pigen begynder at se til ens side, hun kommer tilfældig til at gå ved siden af en, hun snakker lidt, og langsomt vokser ikke kun forelskelsen – eller måske forgabtheden – men også tanken om en reel mulighed for fællesskab.

Når så man tager mod til sig, springer de andre frem med spot og latter, og man udstilles som en naiv idiot.

Jeg tænker, de fleste kan se filmen for sig.
Vi tænker så måske også, at netop den latterliggjorte ender med at blive geniet, der opfinder noget, eller bliver direktør og tjener kassen. Sådan er det jo til tider i film og, hører vi om virkelighedens succes-mennesker, at de var ordblinde, blev mobbet eller havde en meget lille selvværd som ung.

Men det kan også tænkes, at han ender i druk og måske begår selvmord. Dét findes der også virkelige historier om – og tragiske film.

Hvad har sådan en fortælling nu med påskemorgen at gøre?

Jo, vi hører kvinderne, der kommer til graven. De får vel den bedste besked, de kunne ønske sig; Jesus er ikke længere død men opstået.

Den melding kan de dog ikke rumme.
Måske har det lydt som en hån mod deres sorg, eller også gik det bare udover både deres fornuft og deres fantasi.
Så de flygter fra graven, er rystet og ude af sig selv, for de var bange.

De sagde heller ikke noget til nogen – altså i første omgang. For evangeliet er jo blevet skrevet ned, så vi også i dag kan høre budskabet.

Tager vi den forelskede men latterliggjorte mand, så blev disse kvinder ikke lokket i en fælde denne påskemorgen.
Men de har nok tænkt noget i den retning, da Jesus forinden havde talt om opstandelse. Det var ud over virkelighedens verden både, da han forudsagde det og her, hvor det er en virkelighed.

Tager vi fortællingen om manden, så var han måske bedst tjent med ikke at have troet på muligheden for drømme-kærligheden i livet.
Han skulle have holdt sig for sig selv, forblevet i sikkerhed og i en ærlig selverkendelse.
Eller måske ikke?

Mirakler sker jo i livet.
Den grimme ælling bliver til en svane.
Der sker intet godt, hvis ikke man også vover noget i livet.
Og så er vi tilbage ved min indledning.

Livet er uforudsigeligt og ofte barsk. Tab, smerte og død er en virkelighed.
Men livet er også forunderlig. Vidunderlige ting sker faktisk også. Så vi behøver ikke være bange for hverken lykken, livet eller kærligheden.

Selv om det kan gøre ondt, så skal vi turde leve livet og turde leve det i kærlighed og med tillid og håb.
Jeg tænker, at dét også kunne være påskens fortælling, når vi hører om Jesu opstandelse.

Påsken skulle gerne være på spil i vort liv, sådan som Peter Gram i VAFs leder langfredag formulerede det:

”Med påskemiraklet dør håbet ikke sammen med Jesus på korset. Tværtimod bliver vi lovet genopstandelsen og det evige liv. På den vis er påsken i overført betydning beretningen om lysets sejr over mørket.

Mange moderne mennesker vil nok sætte spørgsmålstegn ved den helt bogstavelige sandhedsværdi i Biblens beretninger. Men selv for tvivlere og ateister er påskens tanker faktisk relevante.

De handler om, at håbet og kærligheden besejrer alt. Det er en positiv formaning om, at vi skal leve i tiltro til det gode i tilværelsen.

Verden rummer ondskab og tragedier. Samtidig vil vi nok alle gå gennem perioder, hvor de positive tanker er få, og modgang gør det svært at få øje på livets lyse sider.
Men trods alt er livet en fantastisk gave, vi skal påskønne og prøve at forvalte på bedste vis.

Når det store regnebræt skal gøres op, har de fleste af os heldigvis haft mere grund til glæde end frygt og fortvivlelse. Det minder påsken os også om.
Derfor er der grund til at ønske glædelig påske.”

Påske er at turde leve livet i tro og håb, i kærlighed og tilgivelse, med sang og påskelatter på trods af, hvad livet også rummer. For glæden og livet er os givet.

Glædelig Påske


torsdag den 18. april 2019

Fællesskab og tilgivelse Skærtorsdag

Her skærtorsdag står nadveren i centrum. Sådan også i dagens evangelium, selv om Judas og forræderi godt kunne være temaet.

13 til bords er der nogle, som har det svært med. For så er der en forræder tilstede eller forræderi på spil.
Jeg tænker dog anderledes. Med 13 til bords, så er Jesus også tilstede. Og med ham er både død og forræderi overvundet – altså måske mest i princippet.

Netop i dagens tekst, hører vi, at Jesus omfavner og rummer selv Judas, som han godt ved vil forråde ham. Vi hører nemlig ikke, at Judas går, inden nadveren indstiftes.

Trods en vis fokus på Judas, så handler nadverfortællingen om afsenderen – eller måske vil jeg heller sige, at det afhænger af afsenderen og ikke modtageren. Sådan ikke dengang og sådan ikke i dag.

Det afgørende ikke er min tilstand; om jeg er forræder, om jeg er svag, om jeg er fremme i skoene eller, om jeg kan leve op til alle love og regler – også de uskrevne.
Det handler om, at jeg hører de sandheder, der er knyttet til brødet og vinen. Sandhed om fællesskab, tilgivelse og kærlighed.
Det afgørende er Jesu ord om brødet og vinen, og Jesus som brødet og vinen.

I den forbindelse kan jeg nævne, at jeg har haft en dialog med biskop Marianne Christiansen om brugen af bønner ved mine gudstjenester. Vi har fra den tidligere biskop haft mulighed for at benytte andre bønner en dem, I kan læse bag i salmebogen.

I nogle år har jeg derfor brugt bønner fra de udgivne bøger til gudstjenestebrug.
Også til nadver brugte jeg en ny.
Det havde jeg valgt, da den både favnede fællesskabet og var mere sproglig forståeligt end de gamle.

I drøftelsen med Marianne var vi begge enige om, at Jesu tilstedeværelse manglede i den nye bøn. Så jeg fik til opgave at forbedre den.
Det blev tilføjelsen: Giv os i tro at modtage dit legeme og blod.

Som sidebemærkning havde vi også en dialog omkring dåbsbønnen – det blev en længere drøftelse og en mere omfattende formuleringsproces.

Ved nadveren er Jesu tilstedeværelse i brødet og vinen, når vi spiser, en vigtig pointe.
Når vi fejrer nadver, er det ikke bare brød og vin på linje med Jesu sidste måltid.
Selvom det også er en gentagelse og videreføres af hans måltidsfællesskabet.
Det er ikke kun symbolsk, når Jesus siger, at brødet og vinen er hans legeme og blod.

Nok er vi ikke kannibaler, men at få del i Jesus – i hans kærlighedsgerning, i hans lidelse, død og opstandelse er ikke bare symbolsk men en virkelighed.

I den katolske kirke markeres forandringen ved indstiftelsen. Derfor har de et lys tændt i kirken for at markere Jesu tilstedeværelse i det indviede brød, som gemmes fra gang til gang.

Luther holdt fast ved, at det både var og forblev brød og vin. Men også, at det var Jesu legeme og blod.
Han ønskede at fastholde mysteriet. Det handler ikke om en logisk forklaring men om tro.

En form for forklarlig får vi dog, når han i en af sine vejledninger peger på forandringens sted som værende i os, idet vi spiser og drikker i tro.

Jeg har ofte tænkt, at det kan være parallel til, at ordet bliver til tro og til liv, når vi hører – altså i os.

I praksis betyder tolkningen, at vi ikke behøver at være bange for at spilde lidt vin eller tabe et brød. Vi skal heller ikke være særligt på vagt, når noget bliver tilovers.

For mig som præst betyder det også, at jeg ikke skal forholde mig til, om alle deltagerne tror eller har ret til at modtage brødet og vinen. Sådan var det nok engang, hvor konfirmationen fik funktion af adgang.
Men det er længe siden og for mig ikke særligt luthersk.

På verdensplan har vi et åbent nadverbord, da alle er velkomne. Mest tænker vi: åbent for alle kristne. Sådan er traditionen – måske bundet til en dåbsforståelse, som også peger på et særligt fællesskab ved nadveren.

På den måde, kan vi godt tænke dåben som en forudsætning for deltagelse i det hellige og fælles nadver.

Den tanke er dog under forandring, og selv kan jeg kun tænke, at Gud virker på andre måder, end vi ved.
Jeg tænker, at nadveren er en trossag mellem Gud og den enkelte, og så er adgangen også den enkeltes sag over for Gud.

Dermed frakender jeg ikke hverken dåbens eller det kristne fællesskab sin værdi. For, dét har betydning, som også vil kunne høres i min formulerede dåbsbøn.
Jeg tænker de særlige tilsagn, som Gud giver bl.a. ved dåben, netop som særlige markeringer – en omfavnelse, som ikke betyder, at andre sendes væk.

Bl.a. gør det særligt tilsagn ved dåben, som fører til medlemskab og dermed et fællesskab, os til den fysiske kirke af mennesker.

En tid under forfølgelser kan fællesskabet og nadverfejringen godt og med god grund have være i en lukket forsamling.
Men, som vi hører evangeliet, så sprænger den altid de menneskelige rammer.
Derfor anser jeg også vort fællesskab og dermed også nadverens mulighed for noget åbent.

Og så kan vi vende tilbage til dagens tekst og ikke mindst Judas.

Med den videre fortælling om Judas med de 30 sølvpenge, forræderiet ved et kys og hans efterfølgende fortrydelse og selvmord. Så må han om nogen have haft brug for nadverens gave om stadig at høre til og om tilgivelse.

Måske kan man sige, at indstiftelsen af nadveren sker for Judas’ skyld.
Det lyder lidt voldsomt.
Men både for Judas, kan det have været en vigtig markering, og med Judas som rummet vises nadverens kraft og åbenhed.

Måske findes der i verdenshistorien mennesker, som har været værre end Judas. Ja, måske findes de også i dag.
Men, mon ikke både de som vi vil kunne spejle os i netop en Judas og dermed opleve sig rummet.

Der er altså ikke vores parathed, der er afgørende – men Guds handling.
Og så må vi håbe og tro, at det også er Guds handling, der på sigt vil vinde frem i os. Altså sådan, at når vi får del i Jesus, så vokser godheden og kærligheden i os.

Amen.

søndag den 14. april 2019

Magt og tjeneste - Palmesøndag

Jeg har læst om Jesu indtog i Jerusalem, hvor han blev modtaget som en konge – en konge på et æsel.

Nu skal vi ikke sammenligne et æsel med dronningens guldkaret eller USA's præsident og hans Air Foss One.
Men, der er måske en pointe at hente.

Umiddelbart er der forskel i stil – forskel i prompt og pragt. Men der er også en lighed.

Når vi høre, at Air Foss One er på vej og, når vi ser den lande i Kastrup, så ved vi, at en af verdens mægtigste ledere er på vej.

Og når vi hører om og ser – de fleste af os på tv, men ellers er adgangen jo meget frit – vores dronning blive kørt rundt i den fine gamle guldkaret, så ved vi, at noget særligt markeres.

Vi ved også, når en kortege kommer og statsministeren stiger ud.
Jeg tænker dog, at netop i Danmark virker det mindre magtfuldt og pompøst end andre steder.
Et æsel er det dog ikke, og en cykel ser vi sjældent ministrer på. Kun husker jeg Nyrup ved en særlig lejlighed, og jeg husker det for hans cykelhjelm.

Det ydmyge, som er ved en minister på cykel, kan vi godt både forstå og li’ her til lands.
Og med det, er vi lidt tættere på evangeliet.
Ja, i vores tankegang omkring en leders fremtræden er vi nok kristne langt ind i folkesjælet. Selvom man godt kunne more sig over Nyrup og den for lille cykelhjelm.

Vore leder skal ikke signalere magt og styrke men tjeneste og ligeværd.
Dronningen må godt have lidt guld og glimmer, for hun har jo ingen reel magt. Og så kan vi godt li lidt eventyr og har brug for et samlende symbol.

Når Jesus rider ind i Jerusalem på et æsel, er det måske nok overraskende – men så alligevel ikke. Evangeliet fortæller selv om forventningen til den sande ydmyge konge, der netop ville vælge et æsel.

Og, som vi hører det, har folket ikke været i tvivl om det symbolske. De jubler og laver en ’rød løber’ af palmegrene og deres kapper.

Som vi læser i evangelierne, var Jesus blevet en kendt person – måske kunne han sammenlignes med komikeren, der måske bliver præsident i Ukraine.
Kun havde Jesus nok mere at byde på – sådan har man tænkt; Han kunne jo bespise 5000 mand med fem brød og to fisk. Han kunne helbrede blinde og lamme samt kalde Lazarus tilbage fra de døde.

Så burde han som konge også nemt kunne smide den romerske besættelsesmagt ud og give velfærd til folket.

Jesu plan var dog ikke at smide romerne ud af landet. I stedet gik han direkte op til templet og smed de handlende ud.
Dét var ikke populært!

Jesus blev hyldet, og der var mange forventninger til ham. Men har ville ikke give folket hverken mad og godt helbred - altså være et mirakelmiddel mod alle dårligdomme.
Jesu gave var en anden; åndelig mad og åndelig velvære, kan man måske sige.
Og det gjorde ham ikke populær denne påske.

Nok kunne han give mad til de sultne, gøre vand til vin, da det manglede ved en fest, helbrede de syge og meget mere.
Men
han gav ikke alle de sultne mad.
Han sørgede ikke for, at alle fester havde vin nok.
Han helbredte ikke alle, der var syge.

Han brugte ikke sin guddommelige magt til generelt at styre verdens gang. Kun hjalp han i situationen, hvor han mødte nød.
Hans plan – hans budskab var nemlig en ganske anden.

Palmesøndag her er afslutningen på den kirkelige fastetid.
En tid, der indledes med fortællingen om Jesu dåb – at Jesus gik fuldt og helt ind på de menneskelige vilkår - efterfulgt af fristelsen i ørkenen; Fortællingen om, at fristeren tre gange tilbyder Jesus magt og herredømme, hvis bare han vil vælge magtens vej – som jeg vælger at tolke et knæfald for det onde.

Netop dét ikke at falde for fristelsen af at gribe magten er både pointen i Jesu forkyndelse og vejledningen for vore ledere.

Nogle steder i verdenen hylder man den stærke mand, som til tider er en kvinde.
I vores lille land drømmer kun for ganske få om en sådan leder.
Måske skyldes det vores lange og stabile demokratiske styre og tankegang. Med grundloven og folkestyret fulgte også en oplæring af befolkningen bl.a. gennem højskoler.

Men, som jeg forstår historikerne, så har det oftest været lighed og fællesskab, som har båret vort samfund. Vi kender det fra tingstederne.
Stærke konger har der også været. Men deres styrke har så ofte været netop gennem arbejdet for det fælles bedste.

På den baggrund vil jeg ikke give kristendommen hverken æren eller skylden for vores måde at forholde os til ledere. Kristne lande ude i verden har det anderledes.
Men jeg tør godt pege på, at netop denne lighed og, at magtens position skal bruges i fællesskabets tjeneste, er noget kristent.

For mig er kristendommen nemlig ikke altid i modsætning til det menneskelige – nærmest tværtimod. Kristendommen peger på og opbygger netop det menneskeligt gode.

Som mennesker rummer vi både trangen til det gode og lysten til magt og med det åbenheden for ondskab.
Noget, vi måske taler for lidt om, da vi helst ikke vil se hverken os selv eller andre som onde.
Opdragelse eller sociale strukturer forsøger vi at forklare onde handlinger med.
Men, sådan er det ikke kun. Vi har også andet i os end trangen til det gode. Noget, vi i den kristne tradition har sat begrebet arvesynd på.

For mig, bør vi derfor også huske at spejle os i Jesus, når han fristes i ørkenen, og når han som i dag sagtmodigt rider på et æsel. Magten skal vi ikke forgribe os på, når den byder sig til, men holde fast ved tjenesten som opgave.

Vi hører det også i vejledningen fra Paulus om at have det samme sind over for hinanden, som var i Jesus.
Dét handler ikke kun om konger, præsidenter eller statsministre. Det handler om os alle.
De fleste og ikke mindst i Danmark får givet magtens mulighed – ikke kun sådan, at vi alle kan stille op til folketingsvalg. Men måske mere i det nære – i familien, blandt venner og på arbejdspladsen.

Mange gange skal vi tage magten, for at der ikke bliver kaos. Måske skal det også ske med styrke og store ord.
Men, det må aldrig ske i selvhævdelse eller for at påføre andre noget ondt.
Det handler om tjeneste, og det ved vi jo godt. Måske skal vi bare mindes om at bl.a. minister jo betyder tjener – og det er vi på en måde alle.
Amen.