søndag den 10. november 2019

Livgivende tegn - 21. søndag efter trinitatis

Måske tænker vi ikke så ofte over det. Men vores verden er fuld af tegn. Ja, her vil jeg vove den påstand, at vi lever af tegn – måske ikke helt så konkret som af mad og drikke. Men tegn er vigtige for os.

Vi kan tænke på trafikken. Hajtænder ved udkørsel og rødt lys i lyskrydset er tegn, som vi helst skal kende og handle efter. Ellers kan det gå galt.

Sådan er det vel også med de tegn, som vi giver i forhold til hinanden. Forstår vi ikke forskellen på en knyttet næve og en udstrakt hånd, kan det vel også gå galt som i trafikken.

Tegn kan være til vejledning.
Tegn kan også være til ødelæggelse.
Og tegn kan være til liv. Og det er livstegnene, jeg vil forholde mig til.

Med tre dåb er det oplagt at bruge forældres tegn på kærlighed over for deres børn.
Måske ændre tegnene sig, men mon ikke altid forældres kærlighed ofte kommer mere til udtryk gennem tegn end ord.

Lad os først tage de helt små.
Som jeg husker, så kunne de være meget krævede. Eller måske skal jeg nøjes med at sige, at de ofte tydeligt giver udtryk for deres behov.
At forældrene opfylder deres behov for mad, skiftning, blive vugget i søvn osv. kan godt tages som tegn på, at vil passe godt på dem.

Men der er andre tegn, som på sigt kan være vigtigere. De kærlige og vel netop livsgivende tegn kan være knus, kys og killeren på maven.
Altså de ting, som enten kan være spontane eller som føjes til omsorgen, når der er overskud. Men som vist altid springer ud netop af kærlighed.
Sådanne tegn giver livskraft og mod, når barnet vokser op.

På et tidspunkt ændrer modtagelsen sig måske – altså barnets oplevelse af og glæde ved tegnet.
Jeg tror, at de færreste teenager som f.eks. konfirmand vil bryde sig om at blive killeret på maven. Her vil lommepenge måske være afløseren som tegn 
Kys kan også blive for meget, mens knus vist altid er et dejligt tegn på nærvær, omsorg og kærlighed.

De tegn, vi giver hinanden, er med til, at det gode i livet får bedre muligheder. Ja, måske kan vi endda se dem som en kamp mod det onde.

Som forældre og børn har sådanne livgivende tegn, så er det også vigtigt i et parforhold og vel mellem venner.

Modsat ved vi også, at noget kan være mod det gode. Jeg ved ikke om bagtalelse, nedgørelse og svigt kan kaldes tegn. Men sat over for knus og måske kærlig drilleri er billedet vel tydeligt nok.


I dagen fortælling hører vi, at Jesus er på livets og det godes side. Og sådan er det generelt og ikke mindst, når vi læser historien om Jesus fra Johannesevangeliet.
Når det gode sker, som i dagens fortælling om at en dreng bliver rask, så skal vi se det som Guds nærvær.

Vi hører, at Jesus griber ind – eller sådan tolkes begivenhederne. For, til forskel fra andre fortællinger, så gør Jesus ikke noget synligt. Han siger kun, at barnet lever, og faren går hjem i troen på, at det er sandt.
Og videre hører vi, at det var sandt.

Vi ved faktisk ikke, om Jesus gjorde helbredelsen. Men at drengen blev rask blev tolket som Guds nærvær.
Sådan gør vi ikke så ofte i dag, selvom mange beder til Gud i nød – som faren.

I forhold til det med bøn og helbredelse, så husker vi nok oftest de gange, hvor det gode ikke sker. Og der kan vi godt forbande Gud.
Hvorfor sker der så meget ondt i verden?

Nogle gange sker mirakler overraskende, og da kan mange godt udbryde en tak til Gud.
Men oftest sker det gode jo trods alt. Vi vågner hver morgen, vi bliver raske selv efter influenza og en brækket ribben.
Så måske skulle vi huske også at spørge: Hvorfor sker der så meget godt i verden?

Og her kan vi jo tage forældre og børn med. Langt de fleste børn vokser op med de livgivende tegn som kys og knus. Kun få – selvom det er forfærdeligt nok – får mest af de ødelæggende tegn som skældud og slag.

Måske skal vi også huske at takke Gud for det – at vi som forældre kan lade vore børn vokse op i de livgivende tegn gennem os.
Får vi sat lidt mere fokus på det, så har jeg en tiltro til, at disse gode ting vokser og breder sig.
Jeg hørte en fortælle, at jo flere dårlige nyheder vi hører, desto dårlige tanker får vi – og derudfra handler vi.
Så modsat må det jo også gælde; at jo mere godt vi hører om, desto mere tillid vil fylde i vore tanger – og derudfra handler vi.

Når det så gælder disse gode og livgivende tegn, så må vi være os selv. Ja, så må vi selv både handle og gå.
Det giver f.eks. ingen mening, hvis forældre lader en anden giver barnet et knus. Tegnet fungerer ikke, hvis man betaler barnepigen for at give ti knus og et kys.

En barnepige kan godt give et knus at ærlig omsorg, og så virker det naturligvis. Men det kan ikke være på forælderens vegne.
Man får vel heller ikke postbuddet eller naboen til at kysse sin kone?
Kærlighedstegn skal man give selv.

Sådan også i dagens fortælling, hvor faren måtte gå selv.
Faktisk var han som embedsmand dengang en, som havde magt til både at sende tjenere og ansatte afsted f.eks. for at hente Jesus.

Men netop, når det handlede om hans søn, var der så meget på spil, at han selv måtte gå – gå uden nogen form for magt – kun med bøn om hjælp.

Når det virkeligt gælder i livet, så er vi helt os selv uden magt, status og hvad vi nu godt kan li at præsentere os som og med.
Vi er på en måde nøgle i vores menneskelighed, når kærligheden er på spil.

Med det vil jeg slutte med, og så lade farens dialemma om at gå efter hjælp eller blive og holde drengen i hånden den sidste tid.
For, udover selv at måtte handle, så skal vi også ofte vælge – vælge hvor kærligheden ikke viser kun en rigtig vej at gå.
Dette er ofte, som i fortællingen, i forhold til andre. Og så bliver vore kærlighedstegn kun endnu vigtigere at huske på.
Amen.


søndag den 20. oktober 2019

At tale og høre, at vise og mærke - om kærlighed 18. søndag efter trinitatis


Kærlighed er kærlighed. 

Men kærlighed er vel også handling?
Kærlighed må altid være en relation, og dermed fordrer kærligheden også både handling og ord, hvis den skal være virkelig.

Ja, der skal både tales – og høres, 
der skal vises – og mærkes.

I mandags holdte jeg gudstjeneste sammen med FDF musikere, som var på landskursus her i byen – som de altid er, og jeg har haft snart mange af disse dejlige gudstjenester.
Årets tema for andagter var kærlighed, og der skulle jeg spille ind.
Det er ved de gudstjenester blevet en tradition, at jeg udfordrer deltagerne. Så her tænkte jeg, om I måske var med på samme udfordringer. – Tak for det 😊
I kan jo nikke, hvis I mener ja.

Når to elsker hinanden, er spørgsmålet:
Er deres verden blevet en anden, efter ordene ’jeg elsker dig’ er sagt?
Er deres kærlighed blevet anderledes?

De to får et barn:
Vil de følge med i barnets liv og se, om det gør sig fortjent til at blive elsket?
Eller, kan de ikke andet end at elske barnet?
Og videre:
Er der forskel for barnet på, om de fortæller/viser, at de elsker det - eller ej?
Er der forskel for barnet, om de fortæller, at det er deres barn – eller ej?

Mon ikke det var rimeligt nemt at svare på. Og dermed illustreres vel, at kærligheden altid må udtrykke sig. Kærlighed er ikke noget, vi sådan kan have for os selv. 
Eller, det bliver måske for snævert. Man kan jo godt have kærlighed til nogle, som ikke hører og mærker det eller, som ikke ønsker at være rummet af ens kærlighed.
Og med sikkerhed bliver en kærlighed ikke altid gengældt. 
Men kærligheden rækker altid ud over os selv.

Kærligheden er at rumme og at blive rummet.
Sådan kan vi vel også tænke i forhold til os selv, når Jesus peger på, at vi elsker os selv.

At rumme sig selv, som man sådan helt ærligt nu engang er, er også en handling. Så skal man nemlig først turde eller evne og måske have hjælpe til at se, hvem man er; ens historie, baggrund, værdier, relationer, fysik og evner.
Derefter skal man vælge at står ved, hvem man er – måske ikke nødvendigvis acceptere, da vi jo altid kan forsøge at forbedre os. 
Men netop for at ændre og vælge den videre vej i livet, skal vi først vælge os selv og vores udgangspunkt – altså rumme os selv med kærlighed. 

Sådan må vi også tænke i forhold til andre – altså udover, at vi ikke kan vælge de veje, som de skal gå. Vores kærlighed kan kun hjælpe dem med at leve og måske være medvirkende til, at der vælges gode veje.

Med det er jeg inde på Jesus, der i dag holder fast ved det dobbelte kærlighedsbud, hvor jo også kærligheden til Gud er med.
At skulle elske Gud, tænker jeg, opfyldes vel netop i at elske medmennesket. Så på en måde bliver det et og samme bud.

Og dog er der noget mere på spil, når også en kærlig relation til Gud italesættes.
Denne relation må have sin tyngde i, at Gud elsker os først, som det udtrykkes flot i Johannes’ første brev.
Hvad andre måske ikke kan fuldt ud – altså rumme og elske os totalt – og vi ej heller selv kan. Det kan Gud.

Med den vinkel vil jeg dvæle lidt ved, at det hedder et kærligheds bud. Altså nærmest som en lov, et krav.
Kærligheden sammen med tilgivelsen kan vel ikke være et krav. Højest kan der lovgives om, at vi skal opføre os ordentlig over for hinanden.

Jesus holder dog fast ved kærligheden som et bud. Og det nok ikke kun et bud på, hvordan vi får et godt liv.
Jeg tænker, det måske skal ses i sammenhæng med alle de andre bud, som vi møder i Det Gamle Testamente, som var normsættende i datidens samfund og, som Jesus levede med – og gjorde op med i sin kritik/religionskritik.

Alle de love og regler, som ifølge Bibelen er givet menneskene af Gud, binder Jesus sammen til dette ene om kærlighed.
Eller, faktisk samler Jesus ikke alle buddene til dette dobbelte. De ’hviler’ på dette bud om kærlighed. 
Her kan vi måske tænke på en dør, der hviler på sine hængsler.

Døren er ikke til nogen gavn, hvis ikke den hænger på sine hængler. Måske kan den være til ulykke ved at vælte ned og slå ihjel eller bare være i vejen for at folk kan komme frem og tilbage – altså for at vi kan leve sammen.
Sådan kan gode leveregler som ikke at slå ihjel blive til ødelæggelse – blive til, at vi dømmer og fordømmer. 
Ja, måske lade reglerne være som en lukket dør mellem os og andre. Eller lade andre tro, at døren for dem til Gud er lukket.

Netop i dette, forholdet til Gud, har vi den tilføjelse, at Jesus selv er den, der opfylder loven – han afskaffer den ikke som vejledninger for os, men han har gjort fyldest for den også for os. Dermed er døren til Gud altid åben.

Det er evangeliets frisættelse fra loven, som gerne skulle føre til, at vi ikke kan andet end at lade kærligheden flyde videre ud til andre – nærmest som et nedløbsrør, der lader regnen gå igennem sig og videre ud. Hvis altså den kan følge med, som vores havde svært ved i den seneste uges tid. 
(Netop det vejr kan være det sande billede af Guds kærlighed. Den kommer i mængder, så vi kun kan videresende en smule.)

Koden til forståelse af Guds kærlighed og altså vores kærlighedsforhold til Gud ligger i, hvem og hvad Jesus var – at han ikke bare var mennesket Jesus men, at han også var Kristus.
Det er, hvad sidste del af dagens tekst handler om; At Davids søn er Jesus, og at han samtidig er Herre – er Gud.
Den ellers lidt kryptiske sammensætning af tekst bliver dermed vigtig; forståelsen af buddet om kærlighed bliver bundet til, hvem Jesus er. 
Som jeg også tidligere var inde på, at han var opfyldelsen af loven og profeterne.

Nu er det sagt, og Jesus siger det mange gange og på mange måder, at (citat Johannes’ brev): ”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn.”

Spørgsmålet er, om vi høre det, om vi forstår det og, om vi tør leve i det.
Eller, som det lød i min første bøn, om Gud ”synger kærligheden ind i os, så vi lærer melodien.”

Måske kan min lille salme være en vej dertil – vi hører først melodien, og synger den derefter tre gange lidt som en meditation.  
Amen.


søndag den 29. september 2019

Tillid og/eller bekymring - 15. s.e.trin.

Dagens fortælling er vel både meget smuk, meget naiv og meget realistisk. Og alt sammen på en gang.

Gud har omsorg for sit skaberværk. Han både giver fuglen noget at spise og gør markens blomster smukke.
Vi kan se det for os, hvordan livet i naturen har været på det sted, hvor Jesus stod og fortalt om Guds store kærlighed.

I præstehaven er der om foråret og hen over sommeren til tider en fuglelarm af sang fra tidligt om morgenen. Og ude i buskene er der til tider mange nye fugleunger, der hopper rundt og finder noget at spise.
Det med fuglesang om morgene kan godt være irriterende, men ellers er det dejligt med liv og glæde.

Blomster har vi måske ikke så meget af. Men så har vi i år set mange af de blomsterenge langs vejene, hvor landmanden har ladet en strimmel være uden afgrøde for i stedet at så alverdens skønne blomster – margeritter, valmuer, kornblomst og meget mere, som jeg dårligt kender navnene på.

Disse biostriber er en af de nyere ting, som har bredt sig. Og det er godt for mange ting og ikke kun bilkørende byboere.
Og sådan er glæden stor over fuglen og blomsten – ja, selv over de insekter, som fedter forruden til.

For, det er jo også sandt i denne vor tid, at naturen ikke har det alt for godt.
Ja, i forhold til dagens fortælling, så passer Vorherre ikke særligt godt på hverken blomster eller fugle.
Ikke kun skrumper biodiversiteten men også mængden af både insekter og fugle. 
Det er dystre tal, man hører - særligt fra Amerika men også i Europa og her i Danmark.

Måske er Gud god til at give blomster de smukkeste klæder, men vi er ikke altid så gode til at give blomsterne plads.
Og det med, at fuglen altid finder noget at spise, passer vel heller ikke. Også før vi som mennesker ændrede på naturen til vores fordel, var der fugledød om vinteren.

På den måde når jeg frem til, at dette smukke billede også er ganske naiv eller, hvad man nu vil kalde det, når det er for idealistisk.

Måske er et opråb fra den unge generation som Gretha Thunberg nødvendigt og godt, men også det kan virke naivt.
Både at pege på det fantastiske, som Jesus gør, og at pege på problemet og skælde ud, kan virke næsten barnligt.

Og skal jeg vælge – og det gør jeg ikke kun fordi jeg er præst – vil jeg vælge Jesu tilgang med at forundre os. 
En positiv tilgang kan for mig give energi og lyst til at få mere. Så vi altså i dag kan tænke: Åh, jeg vil også gerne opleve fugle og blomster. Så jeg må give plads til det.

En opsang kan til tider også være på sin plads. Det ved de fleste forældre og lærere. Det kan give en opvågning – men det giver sjældent en positiv tilgang og dermed heller ikke nysgerrighed og dermed lyst til at handle. 

Bibelen er vel et eksempel på forskellen på skæld ud og kærlig engagement sådan, hvis vi tager den i det store billede og ser på Jesus i forhold til Det Gamle Testamente. For Gud er jo ofte vred i Det Gamle men ender med i Det Nye at slå om – love og tugt hjælper ikke.


Når Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os. Så er det vel netop fordi, at der er meget, vi kan blive bekymrede over - også i dag.

Ja, måske er vi selv ved at ’vaske jorden ren’, så der kan begyndes forfra uden mennesker – hvis man hører alle forudsigelserne om dommedag med vandstigning, ekstrem vejr osv.
Selv jorden går ikke under, men vores levevilkår kan blive udfordret.

På den måde kan vi lade dagens fortælling fra Det Gamle Testamente blive en reference.
Vi hørte fra altret om Noa, arken og regnbuen. 
Begyndelsen på den fortælling er ikke hyggelig og sød. Nej, det handler om, at Gud sådan helt og aldeles blev træt af de skrækkelige mennesker, så han ville begynde forfra; alt skulle vaskes væk – undtage en familie og repræsentanter for alle dyrene.

Dette barske glemmer vi ofte, når vi ser billede af arken og alle dyrene. Pointen har vi fået lagt på, at Gud redede både dyr og mennesker – hvilken han også gjorde. Men på en grum baggrund.

Går der som nutidens domsprofetier siger, vil et par mennesker samt nogle af dyrearterne vel overleve, og så kan alt begynde igen på ny.

Men, i beretningen om Noa hører vi jo netop også, at sådan vil Gud ikke lade det ske – aldrig mere, skal regnbuen berolige os om.

Sådan tolker jeg det. Andre vil måske mene, at det nu ikke er Gud men os selv, der forårsager ulykken, og så er det noget andet.

Jeg tror dog på guddommelig hjælp ud fra netop den tillid, vi hører, at vi må have jf Jesu ord; Er I ikke mere værd?
Og: Søg først Guds rige…

Hvordan den guddommelige hjælp vil komme, tør jeg ikke udtale mig præcist om.
Men man kunne måske tænke, at Helligånden ville sætte lidt ild i os, så vi får lettet røven og får gjort det rigtige.
Eller måske Guds hellige ånd vil inspirer os til de gode, smarte og profitable løsninger, så tingene kan og vil ske.

Eller vi kan måske hører Helligånden tale gennem mennesker – også mennesker som Gretha Thunberg: Hvor vover I ikke at høre og handle!
Men også og måske ikke mindst gennem andre, som får åbnet vore øjne for alt det skønne i livet, så vi ikke kan andet end ønske at væren om det.

Som før nævnt, er der forskel på skæl-ud-guden fra Det Gamle Testamente og Jesu kærligheds gud i Det Nye Testamente.
Så derfor vil jeg forvente, at Gud handler på en ny måde, så vi ud af glæde og kærlighed kommer vider.

Vi skal ikke bekymre os. For bekymringer gør ikke noget godt. 
Er man bange for verdens og vores fremtid, så kan man nemt blive lammet eller handle uhensigtsmæssigt.
Modsat er at handle i tillid.

Vi vinder ikke en dag ved at bekymre os. 
Men måske vinder vi livet, hvis vi handler og hjælper hinanden.
Jeg tror heller ikke, at vi vinder en dag ved at råbe ad eller nedgøre hinanden.
Men måske vinder vi fremtiden ved at dele vores viden og dermed vejlede hinanden. 

Derfor vil jeg slutte med, at der nok er meget at bekymres os om. Men, der er også meget, som vi kan begejstres over – heldigvis.
Se himlens fugle og markens blomster, glæd jer og lad glæden være med til at ændre noget for os, i os og gennem os. Amen.



søndag den 15. september 2019

Hjælp, gaver og høst - 13. søndag efter trinitatis

Lige før sang vi en af de samler, jeg holder meget af. Den udtrykker den taknemmelighed, som jeg har i forhold til at kunne leve et godt liv.
Og den udtrykker det som en bøn. For jeg tror både, at muligheden for at leve det gode liv er noget, vi får givet, og at vi skal have hjælp til at leve det godt liv.

Meget kan vi selv. Men meget har vi også brug for at få. Og til det hører for mig hjælpsomhed og barmhjertighed, som vi møder om i dagens fortælling. Til det hører også glæde, tilgivelse og kærlighed.

Disse ting er for mig vigtige i livet. Både vigtige at møde hos andre – altså,
at jeg bliver rummet i andres kærlighed, og
at jeg kan få hjælp og tilgivelse, når mit liv ikke helt hænger sammen.
Men også vigtige, så jeg kan rumme andre i kærlighed, så jeg kan hjælpe og tilgive, og så jeg kan opleve glæden sammen med andre.

At vi ikke altid kan leve sådan, er vi nok godt. Men øver vi os og åbner vi os for muligheden, kan det fylde meget og måske blive det grundlæggende i vort liv.

Vi slipper aldrig for surhed, vrede og at tage en lille sød hævn. Af og til kommer vi også til at vælge andre fra for at passe på vort eget eller vore nærmeste. Vold behøver det forhåbentlig ikke at blive, men konflikter undgår vi nok ikke.

Der er et menneskeligt grundvilkår, som har med selv-opholdelse at gøre, at vi er os selv nærmest. Både os sådan helt personligt, og os som familie, slægt eller religiøs gruppe.

Ind i dette og som en anden mulighed taler dagens lignelse.
Når det taler ind i vores selvkredsen, så betyder det ikke, at den umiddelbare hjælp ikke er noget grundlæggende hos os mennesker. Det tror jeg, at det er. Bl.a. fordi vi er skabt i Guds billede.
Men jeg tror også, at det nemt kan formørkes af angst, vrede, vurdering af egen vigtighed eller af en overbevisning, som kan være politisk eller religiøst.

Derfor er det altid godt bl.a. at få dagens kendte lignelse fortalt igen, så vi får hævet blikket over det mørke, som vi kan være ramt af.

Alt dette med at få givet og at kunne dele passer også fint netop i tiden – med høsten og her ved en høstgudstjeneste.

Det er nu, vi i særdeleshed oplever naturens gavmildhed. Men det er også nu, vi begynder at erkende vores afhængighed af hinanden.
Nok har vi æbler i haven, men det kan vi jo ikke leve af frem til foråret. Jeg som bymenneske må håbe, at andre får gemt i lader til vinteren.

Taknemmeligheden i dag må altså rumme både Guds gode gaver og andres villighed til at hjælpe og dele.


Når Jesus fortæller dagens lignelse, så fortæller han ind i en anden sammenhæng end vores. Han taler til troende, der i Det Gamle Testamente har lært de mange bud, som skal overholdes, for at have med Gud at gøre.

De fleste har hørt om De Ti Bud.
I dag hører vi en hel del flere.
Altså var Jesu tilhører og dermed også ham, der spørger om vejen til evigt liv, fokuseret på at kende og overholde alle love og regler.
Man kan næsten høre ham sige: Hvornår har jeg gjort nok?
For, han både kender og overholder buddene om at elske Gud og næsten.

Men vi hører så også, at han er lidt hovmodigt, da han netop mener selv at have og kunne klare alle kravene til at blive frelst.

Og dog, for Jesu lignelse åbner hans øjne – ja han svare jo selv – for, at opgaven som næste altid er på spil, og at han derfor af egen kraft aldrig helt kan være sikker.


Til i dag var der også en meget fin tekst fra Paulus’ brev, som I måske selv kan læse. Der slår Paulus fast, at vi med Jesus ikke længer er underlagt de mange love og regler. Vores adgang til Gud er i troen på den Guds kærlighed, som Jesu viser og fortælling om.

Havde vi nu haft alle mulige love og regler, som vi både skulle kende og overholde, ville vi måske ikke have overskud til at hjælpe andre.
Eller også var vores tanke om hjælp anderledes end det, vi finder naturligt – sådan tænker jeg om præsten i fortællingen, som vi nok kan forarges over.

For det jødiske folk var en af vejene til at genoprette forholdet til Gud, når man havde fejlet, at komme til templet og ofte måske en due eller en ged.
I templet var præsterne til for at foretage ofringen og for at bringe bønnen ind i det hellige – der, hvor andre end præster ikke måtte komme.

Netop den vinkel kan være grunden til, at præsten går forbi. Han var på vej op til templet for at hjælpe folk med at blive forsonet med Gud, så de ikke gik fortabt.
Til det hverv var der også regler.

Som præst i dag skal jeg have en teologisk uddannelse samt være kaldet og indviet til tjenesten. Og så skal jeg have præstekjolen på for at fejre gudstjeneste her i kirken.

Dengang var det vigtigt for præsten ikke at være uren – og det kunne man blive på flere måder. Bl.a. hvis man rørte ved et dødt menneske.
Og ja, var den overfaldne mand død, og præsten rørte ved ham, kunne han ikke gøre tempeltjenesten – og altså ikke hjælpe folk til forsoning med Gud.

Med Jesus og måske særligt med dagens fortælling tænker vi anderledes.
Vi skal ikke gøre en masse for at blive forsonet med Gud. For Gud har i Jesus forsonet sig med os.
Tingene bliver vendt på hovedet.
Vi skal ikke elske Gud først og gøre ham tilpas, men vi må tro os elsket af Gud – og ud af den kærlighed være hjælpere på hinandens glæde.

Denne maggiterning af kristendom hører vi også i dåben, hvor vi som netop et lille barn bliver taget ind i Guds favn uden hverken at kende eller overholde De Ti Bud eller alle mulige andre regler.

Som vejledning videre i livet og tagende netop tilsagnet om kærlighed med, så peges der på, at vi skal gøre godt mod andre og hjælpe dem, som har brug for det.

Med det er vi lidt tilbage ved indledningen om det gode liv og om høsten.
Gud er for mig på spil både når det gælder gaver i livet og vejledning til det gode liv.

Amen.

søndag den 8. september 2019

Luk dog op! - 12. søndag efter trinitatis

Nu står jeg her på prædikestolen og ved ikke, om jeg taler for døve ører.
En del er konfirmander. Og nogle vil af og til påstå, at børn i 7. klasse har alt andet i hovedet end at lytte og lære.
Det har dog aldrig været min oplevelse. Og ej heller i år er det min oplevelse. Jeg har dog kun en undervisningsgang som erfaring.

Det vidner om respekt, når der både lyttes og tales. Uden det, ville vores menneskelige fællesskab og samvær blive udfordret.

Men det sker, at vi vender det døve øre til. Måske er vores hoved fuld af egne tanker, af megen snak eller meget arbejde. Måske tales der om noget, som virkeligt ikke interesserer os, eller også har vi hørt det hele mindst fem gange siden i søndags.

Og videre, så tier vi sommetider, hvor vi burde give et svar eller have råbt op.
Måske er spørgsmålet udfordrende som: Stiller du op som formand for Venstre? – og nej, det var vist kun Jakob, der blev spurgt om det flere gange.
Men så kunne det være, om noget andet, som vi ikke helt har gjort os klar på eller, som vi gerne vil holde for os selv som, hvad vi fik for den stil, vi næsten havde glemt og derfor ikke fik skrevet ordentlig.

Det kan også være, når vi oplever en uretfærdighed; nogle bliver drillet, en bliver snydt, vi ser et butikstyveri eller at en får bank.
Dér bør vi råbe om, kalde på hjælp eller strå frem som vidne - men tør måske ikke, vil ikke rigtig brug tid på det, eller vi har bare ikke lyst til at blive involveret.

I forhold til dette er sandheden, at vi altid er involveret – fordi vi er et menneske og ikke kan leve sådan helt for os selv. Og vil oftest heller ikke ønsker det – sådan helt og totalt.

Vi ved det godt, og dog skal vi af og til lige have et lille skub for også at handle – at lytte og tale. Og her spiller kærligheden ind.

Selv om man er træt eller egentlig ikke er interesseret i emnet, kan overskud til at lytte komme af kærlighed – af, at den anden betyder noget for en. Kærlighed tænkt i den bredde forstand, hvor man oplever at få mere bare ved at mødes.

Sådan også i handling og ord. Rammer uretfærdigheden en af vore kære, har vi nemmere ved at reagere end, hvis det er en fremmed. Og endnu mere end, hvis det rammer en, man ikke bryder sig om.
Kærligheden kan dog stadig være på spil som det medmenneskelige, hvor vi kan rumme selv den, der ikke har fortjente det, i tanken ”havde det været mig”.

Som Jesus siger i den gyldne regel: ”Gør mod andre, hvad du ønsker, de skal gøre mod dig”.

Helt grundlæggende skal vi have givet evnen til at høre og forstå - og til at formulere os med godhed samt have kærligheden lagt i vore hjerter.
Og sådan er dagens fortælling hørt og husket.

Vi har en af de mange underfortællinger, hvor Jesus gør et mirakel – De fortællinger, hvor vi ikke sådan helt ved, hvad vi skal tænke.
På den ene side er mirakler ikke vores virkelighed, på den anden side må Gud, der skabte himlen og jorden, nok kunne mere en det almindelige.

Men vi oplever også, at mirakler sker af og til. Folk kommer sig, selvom de er i livsfare.
Vi bliver raske efter sygdom – også de mere alvorlige.
Ved influenza er det reglen, at vi bliver rask. Så det oplever vi ikke som et mirakel. For andre sygdomme er det undtagelsen, hvor vi begræder, når helbredelsen udebliver.

Med den moderne videnskab og gode læger, er det faktisk også muligt at få en døv til at høre. Om mandens stumhed skyldes manglende hørelse, kunne godt være.

Dagens helbredelse er altså ikke sådan helt uden for vores tænkelige muligheder – og slet ikke, hvis vi sammenligner med nogle af de andre, hvor Jesus f.eks. gør en død levende.

Dagens fortælling er dog noget ganske særligt ved den måde, som den er fortalt på.
For at nå dertil skal vi gå en lille omvej.

Her i dag læser jeg beretningen på dansk. Det er en oversættelse fra 1992, hvor Bibelen senest blev oversat fra ende til anden og fik en offentlig godkendelse.

Fra altret læste jeg teksten fra Paulus’ brev i en nyere oversættelse – en nudansk oversættelse fra 2007.
Da Markus skrev var det på græsk. Sammen med resten af Det Nye Testamente blev det skrevet på det sprog, som de fleste i datidens verden kunne læse. I dag ville vi nok vælge engelsk.

Da Jesus talte aramæisk, som er meget lig hebræisk, så har Markus oversat de ord, han huskede, Jesus havde sagt.
Sådan er det med vore helligtekster, og derfor er ordene ikke hellige og uforanderlige – vi skal lytte efter sammenhængen.

Dagens tekst rummer et af de få steder, hvor man har bevaret et af Jesu egne ord – og sådan er den også blevet bevaret i vores bibelske tekst. Nemlig ordet Effatha, som betyder ’luk dig op’.

Det var en lidt lang omvej for at nå til, at de kristne gennem tiden har opfattet netop denne fortælling som noget særligt.
Der må have været noget symbolsk på spil.

Med Jesus åbnes vi for at høre Guds ord – altså at høre, hvordan Gud som udgangspunkt elsker os og vil os det bedste. Der er ingen krav for hans kærlighed, sådan som det heller ikke er for os mennesker imellem.
Det giver ikke mening at sige: Hvis du opfylder mine krav, så vil jeg bagefter elske dig!
Det giver ikke mening, når man bliver forældre, og det giver ingen mening i et ægteskab.

Kærligheden må være som et fundament eller en strøm, der kan være med til at bære og bære over med, når vi ikke lever op til hinandens forventninger – både i familien og i samfundet.
Og altså også i vores relation til Gud.

Når vi hører tilsagnet, kærlighedserklæringen, så kan vi også tale – både tale om hvor stort det er at være elsket. Men også selv sige de store ord, så andre kan leve i vores kærlighed.

Alle de gode ting, vi får givet; kærligheden, glæden, godheden, tilgivelsen osv. får vi netop på en sådan måde, at vi kan dele og give videre.
Og udgangspunktet er Gud og altså Jesu ord ’Luk dig op!’. Sådan må det være, og det skal vi huske med dagens fortælling.


Og så en lille eftersætning. For her efter gudstjenesten er der fernisering af ny udstilling i Søndermarkshuset. Og de billeder bærer for mig også glæden lige ind i sindet.
Om Gud er på spil der, kan jeg måske ikke proklamere.
Men glæden er noget, som vi kan få givet på mange måder. Amen