søndag den 28. juni 2020

Kærlighed og uretfærdighed, pligt og skam - 3. søndag efter trinitatis

Sidste søndag inddrog jeg dagens lignelse sammen med de to andre om fåret og mønten, da Jesu ord om at tilsidesætte både sig selv og sine kære var meget krasse ord.

I dag kunne jeg overveje at gøre modsat, da disse lignelser også kan blive for ’sovebamse’-agtige. Altså med Gud som den altfavnende kærlige og omsorgsfulde gud.

I dagens lignelse er der dog en kras bemærkning – eller vil jeg hellere sige, lidt sandpapir i forhold til, at kærlighed bare er åh så dejlig. 
For, kærlighed kan også gøre ondt. 

Som forældre godt ved, når de første gang sidder med et lille barn i armene, så har kærlighed konsekvenser; man må tilsidesætte sig selv og sine egne behov for at give en anden, hvad kærligheden byder.

Jeg vil derfor her i dagens prædiken tage fat på storebroren – sønnen, der blev hjemme hos faderen og gjorde alt det rigtige.

Han bliver vist ofte overset – både af faren, der kaster sin kærlighed ud i et favntag og stor fest i forhold til den fortabte søn. Men vel også ofte for os i fortælling og tolkning.

Selv må jeg erkende, at det først er i den nye udgave af min lille børnebibel, som er på vej, at jeg fik ham fortalt med i genfortællingen. 
I den forbindelse måtte jeg overveje vinklen, og det blev til:
”Da den anden søn kom hjem fra arbejdet i marken, hørte han musik. En tjener fortalte, at der var fest, fordi hans bror var kommet hjem. Han blev sur. Han havde aldrig fået en fest. Og han havde altid gjort, hvad der skulle gøres. 
’Det er uretfærdigt’, sagde han, da faren kom for at hente ham ind til fest. 
’Men vi er jo altid sammen – dig og mig’, var det eneste, faren kunne svare. 
Dét var jo fest hver dag.”
 
Jeg kan ikke forestille mig, at den ældste søn ikke også er rummet fuldt ud i farens kærlighed – og dermed også alle os, der tager det daglige ansvar på os. 

Den side af kærligheden – den daglige glæde i, at vi er sammen - er bare ikke så tydeligt eller måske så bevidst. 
Lidt som, når man har et kæledyr – måske en kat. Det er først, når katten en dag er væk, at man virkelig oplever, hvor meget man holder af den.

For nogle er det også sådan, når børnene flytter hjemmefra – måske endda selv stifter familier, bliver gift og vil holde jul i eget hjem…

Eller måske kan det opleves i et ægteskab, at kærligheden også kan blive nærmes naturligt – hvilket ikke nødvendigvis er dårligt, tværtimod, tænker jeg. Kærligheden som en levende strøm i et samliv er da fantastisk. Kun kan det ske, at den næsten kan glemmes.

Sådan også med teenagebørn eller som teenagebørn i en til tider ujævn fælles vej, hvor et knus måske kan virke akavet eller umulig efter en diskussion. Så er det vel netop kærligheden, der gør, at man tager kampen. Når forældre eller den unge måske smækker med en dør, skyldes det vel netop kærlighed - at den anden ikke er ligegyldig.

Kærligheden fra far til den ældste søn, tror jeg altså, er der. Også selvom den ikke bliver udtrykt eller fører til en stor fest – desværre. For, nok kan den fælles dagligdag være en fest for faren, men sønnen har brug for mere.

Sandpapiret i forhold til denne kærlighed kommer, når vi hører om farens store kærlighedsudbrud i forhold til den yngste, som jo slet ikke på nogen måde har fortjent det.

Ikke bare var han rejs væk. Han havde endda fået sin del af en kommende arv – og på den måde fortalt faren, at han i hans optik var som død. Og han havde brugt det hele på noget ganske uvæsentligt.

At kærligheden kan overvinde et sådant svigt er måske slet ikke så overraskende. At faren vælger fest, ring og nyt tøj af bare glæde er måske heller ikke overraskende.
Sønnen havde selv forventet hårde ord og, at han efter bodsgang måske fik lov at blive en af tjenerne. Noget, han måske ville have foretrukket fremfor den overvældende glæde og gaveregn. 
Sådan forstår jeg på mine konfirmander, når vi taler om skyld og tilgivelse.

Man vil gerne gøre det godt, man har gjort forkert. Som sønnen her, der havde revet de bånd over, som var til dem, der havde givet ham livet.
At gøre det godt igen, vidste han, ikke var muligt. Men fællesskab måske.
Og så væltes han omkuld af, at båndene fra farens side aldrig var blevet brudt.

Om den ældste søn også går i sig selv – eller måske bliver overvældet af faderens kærlighed og dermed vælger festen til, ved vi ikke.
Han kan også i retfærdighedens navn bryde båndet og rejse langt væk.

Han har jo præsteret og gjort alt rigtigt – burde få 12 og dermed den største fest. Men nej. 
Kan alt så være lige meget?

Vi hører i fortællingen heller ikke, om den yngste søn bliver hjemme eller, om han igen får udlængsel og rejser jorden rundt.

Den åbne slutning gør, at vi selv må fortælle videre – med os selv i centrum.
Vores liv kan også være kørt helt af sporet. Men måske oftere – og sådan de fleste unge i dag, så vi kører vi lige efter en snor. Vi prøver at leve op til alle de påbud – alle forventningerne og de små puf i den rigtige retning, som er i tiden. 

Vi er nemlig, som jeg har læst – og tror er rigtig – ikke længere i et forbuds samfund men i et påbuds samfund;
Du er fri, så skal du også bruge din frihed.
Du kan blive, hvad du vil – og det bør du blive 
Du skal være dig selv – på den glade og engagerede måde.
Brug din tid – hvert et minut – og grib lykken.

Alle idealerne er i denne tid blevet til muligheder, som vi gerne skal nå – ellers fejler vi, og dermed oplever vi utilstrækkelighed. 
Vi rammes ikke af skyld men af skam.
For, det jo er en løgn, hvis nogle siger, at moral ikke findes. Normer er der – ikke som grænser men som mål – uopnåelige mål.

På en måde forventes det, at vi både gør vores pligt som den ældste søn, og slår ud med armene som den yngste – og på den rigtige måde naturligvis. Fanges vi i det, så er der slet ingen frihed.

Og så har vi igen brug for evangeliet; at perfekt er kun Gud, vi må nøjes med at være mennesker. – og så tro på at være rummet af Guds kærlighed både, når vi er som den ældste og som den yngste bror.
Amen.

søndag den 21. juni 2020

Evangeliets kærlighed skubber - 2. søndag efter trinitatis

Overskriften til det stykke af Bibelen i Den Nye Aftale er: Lige til at smide ud.

Dét, kunne jeg til tider have lyst til med netop dette afsnit.
I Bibelen 2020 står der som læst, at man skal bryde med sin familie og give afkald på alt.
I den autoriserede bruges ordet hade.

Dette afsnit er vel ikke et evangelium – et glædeligt budskab?
Og dog taler den også ind i vores tid.

For tiden er der store markeringer om Black lives matter – og med god grund. Mange steder kunne det også være relevant med markeringer om Kristian lives matter.

Af religiøse forfulgte på verdensplan hedder det sig, at godt to tredjedele af de ramte er kristne.
Er det mon dét, Jesus her vil forberede sine følgere på?

Måske.
Men vi skal også huske at læse afsnittet i sin sammenhæng. Lukas har gjort sig umage.
At læse tekster i sammenhæng er en god ting generelt og sådan også Det Nye Testamente.
Særligt vigtigt er det måske med udfordrende tekster som denne.

Det er faktisk meget interessant, hvad Lukas fortæller om både før og i særdeleshed efter disse ord af Jesus.

Inden handler det om, at mange bliver inviteret med til fest hos Gud – men også om, hvordan en del har dårlige undskyldninger for ikke at komme, når først festen og maden er klar.
I lignelsen opgiver kongen dog ikke, så alle de fattige, syge og hjemløse samles ind fra gader og stræder.

Man kan godt tænke dagens ord som en kommentar i forhold til de først-indbudte: Inden I siger ja til invitationen – om det er til fest eller til at blive Jesu discipel, så overvej, om I nu også er klar til at gå, når det endelige kald kommer.

Ser vi på fortællingen – eller nærmere fortællingerne, som følger efter, så kan de være en kommentar til den, der ikke magter opgaven at følge.
Der fortælles nemlig de mest markante og omsorgsfulde lignelser; om den fortabte søn, om det bortkomne får og om den tabte mønt.

Ved at læse sammenhængen, giver det en fin mening og en god pointe i rækkefølgen: invitation, virkelighed og omsorg.

De lignelser, som Lukas placerer før og efter dagens Jesu ord, ændre ikke ved barskheden i dagens tekst.
Der er bid i ordene, og mon ikke vi må tænke: Kan vi det?
Ja, måske tænker vi endda: Vil vi det?

Biddet vil jeg ikke afmontere. For, faktisk er det ganske udmærket, at evangeliet ikke kun er åh så omsorgsfuld med en gud, der leder, finder og bære det fortabte får hjem på sine skuldre – selvom den side ikke er til at undvære.

Gud må nemlig ikke gøres til en, vi kan styre eller gøre til en sovebamse.
Og evangeliet må have sin virkning på os – et krav på linje med kærligheden.
Vi ved jo, at kærlighed kan få os til at sætte os selv til side – at noget eller en anden er vigtigere.
Måske skal Jesu ord høres som afsløringen af, at rammes vi af evangeliets kærlighed, så får det konsekvenser i vort liv – det vil ændre os.

De to sammenligninger med at bygge et hus og føre krig, kan vi godt forstå sådan logisk. Men de udtømmer for mig ikke, hvad der her er på spil.

Jeg tænker, at Gud må være både mere end os og mere end vores fatteevne. Så
Hvis Gud præsenteres som logisk, så er det nok ikke Gud.
Hvis Gud præsenteres som forståelig, så er det nok heller ikke Gud – eller hele sandheden om Gud.
Men Gud skal gerne være troværdig.

En overvejelse er derfor, om Gud er troværdig i dagens evangelium.

Der er vel en pointe i, at vi ikke er Gud værdig.
Det kan vi ikke af egen kraft blive.
Det kan vi kun blive givet – som det lyder gennem evangeliet som helhed.

Måske hører vi dette mest præcist i fortællingen om den rige unge mand. Han ville gøre sig fortjent til det evige liv – ja, til frelsen i Guds rige.
Men da Jesus stiller kravet om, at han skal give al sin ejendom til de fattige for så at komme og følge ham, så må han liste stille og nedslået væk, for han var meget rig.

Han havde dog den gode vilje og gjorde mange gode ting. Så derfor spørger disciplene bagefter, hvem der så kan blive frelst.
Og Jesus siger de foruroligende men også trøstefulde ord: For mennesker er det umuligt, men ikke for Gud.
Alt er muligt for Gud.

Det er vel også pointen i dag og ikke mindst, når Lukas efterfølgende fortæller om den fortabte søn, der vender hjem med den indstilling, at han ikke længer er søn.
Om det bortkomne får, som har brug for at blive fundet og båret hjem.
Og om den tabte mønt, hvor konen må tænde lys og feje hele huset for at finde den igen.

Muligheden for at gå tabt – ja, for at tabe i kampen for det gode i livet, vil der altid være og vil altid ske. Men alt er dermed ikke sagt om vort forhold til Gud.

Modsat gælder så også, at nok vil Gud altid stå med åbne arme, lede – finde – og bære hjem, tænde lys – feje og samle os op. Men dermed er alt heller ikke sagt.
Evangeliet er også en fordring.

Evangeliet må i os blive til en handling, hvor vi kommer til at tilsidesætte os selv og alt, hvad vi elsker.

Dermed ikke sagt, at vi altid skal hade vore nære og kære eller altid sætte dem i anden række – eller for den sags skyld os selv.
Vi har også et ansvar både for os selv og for vore nærmeste – for at elske os selv og vor næste.
Og i nogle sammenhæng har vi et særligt ansvar, da vi enten har lovet det ved ægteskabet eller fået det i forældreskabet.

Men altid at have styringen, må vi opgive.
For, evangeliet vil altid række ud og være sprængende – helt på linje med kærligheden. 
Amen.


søndag den 14. juni 2020

Noget om penge - 1. søndag efter trinitatis

Dagens tema om penge rammer vel ret godt i år. Sjældent er der talt så meget om økonomiske hjælpepakker og at holde hånden under økonomien, som efter nedlukningen af Danmark – og verdenen.

Penge er det, der får samfundet til at fungere med arbejdspladser, produktion, sundhed, undervisning osv.

Her vil jeg ikke være i opposition til verden og den tankegang, som præger politikere, hvor økonomien i perioder kan fylde alt. Sådan tror jeg heller ikke det er for mange med Jesu budskab.

Jeg tror nemlig, at vi godt har forstået – altså de fleste af os og vore valgte ledere - vi har forstået budskabet om, at penge ikke er alt.

Måske har vi faktisk også forstået, at penge ikke kan erstatte hverken Gud eller vore medmennesker.

Det tør jeg sige, da jeg oplever al talen om økonomi, hjælpepakker og en gigantisk genopretningsfond som værende for menneskernes skyld – altså til hjælp. I al talen om økonomi hører jeg ikke om penge, at det hverken er i fokus eller som mål. De er et middel til et forhåbentlig større gode.

Fokus er, at folk ikke skal blive arbejdsløse. At nogle ikke skal miste deres mulighed for at leve et fornuftigt liv trods mulig økonomisk tab.
At produktionen ikke går i stå, at vi kommer ud i en mangel. Det samme med samhandel, ældrepleje og test kapacitet.

Skal vi tage de virkelig positive briller på, så gøres det alt sammen i kærlighed til medmennesket.

Vi kan måske også sige, at det gøres kun, fordi vort samfund fuldt og helt er bundet op på et økonomisk system. Altså, at vi har valgt penge som faktor i samfundets struktur.
Andet kunne vel også vælges, og nogle måtte mene, at systemet med penge er direkte ødelæggende for det medmenneskelige samvær.

Det vil jeg ikke gå nærmere ind på, da jeg oplever, at Jesus heller ikke tager et opgør med pengenes funktion i vort menneskelige samliv. Pengene skal bare ikke blive hverken fokus eller målet for os.

Når Jesus siger, at et menneskes liv ikke afhænger af, hvad det ejer. Så er det vel ganske sandt.
Grundlæggende afhænger vi af at blive født og ikke blive slået ihjel. Samt af mad og drikke samt søvn.
Og så måske fællesskab. Noget, som for mange er blevet tydeligt i denne coronatid.
Andre har måske oplevet, at vi også lever af pausetid. Ikke at have så travlt – ej heller i det sociale liv, oplever nogle som noget godt.

Modsat kan vi måske sige, at vores verden afhænger af at ejer. Altså, at nogle skal investere i fabrikere osv.

Og dette, at nogen ejer handler måske også om fællesskab.
Også i denne tid oplever vi, hvor meget verdenen er bundet sammen af samhandel.
Og måske finder vi ud af, at mere med fordel kan produceres lokalt.

Men sådan helt hver for sig at klar sig med husbygning, vand, varme, mad, tøj osv. kan vi heller ikke.
Kun idealister vil nok sige, at dette ’samhandel’ eller samarbejde kan fungere uden, at nogle behøvede at eje.

Vore hjerter og omsorg kan vel regulere, så vi alle tager initiativer og deler.
Til det tænker jeg, at vi nok har pengene for vore synders skyld. Jeg er ikke idealist på menneskenes vegne – det mener jeg heller ikke kristendommen er.
Vi vil fejle og være egoister – altså en gang i mellem. For, meget sker jo af godt uden regulering af regler eller penge.

Og faktisk opleves netop medmenneskeligheden som øget i denne tid.
Her er dagens bibelske sammenligning faktisk interessant.

Krisen i lignelsen indtræffer ved overflod, at manden har for meget – og ikke i en mangelsituation.
Det peger på, at den menneskelige egoisme blomstrer, når vi har i overflod.

Som jeg oplever de seneste par måneder, så blev egoismen meget mindre – eller mindre tydeligt – da usikkerheden ramte os.
Medmenneskeligheden voksede og stort set alle gik forsigtighedens vej ofte i tanke for andres risiko.

Mon vi tager det med videre, når verdenen forhåbentlig og formodentlig igen bliver normalt?

Dét kunne godt være en fin afslutning.
Men jeg vil lige dele, hvad jeg læste af kommentar til dagens tekst en skrive:
Livet går ikke ud på, at det skal kunne betale sig at leve. Meningen er snarere, at det ikke skal kunne betale sig.


Jeg grunder lidt over, om det nu er sandt – altså ikke, hvorvidt livet skal kunne betale sig.
Det, tror jeg, er fuldstændig rigtigt.
Livet er en gave.

Men er meningen, at det ikke skal kunne betale sig?
Måske.
Om ikke andet, så peges der fint med dette spil på, at vi netop ikke kan eller skal gøre livet op i penge.
For, penge er hverken fokus eller målet. Det er og må kun være et middel. Og vores opgave er, at gøre det til et nyttigt middel.

Amen.

søndag den 7. juni 2020

Gud og troen i bevægelse - Trinitatis

I dag er det trinitatis – treenighedens dag. Og dagens evangelium tales der om treenigheden; at vi skal døbe i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Lige fra kirkens begyndelse har treenigheden og forståelsen af den været til diskussion. For, umiddelbart har det svært ved at give mening.

Man kan stadig høre nogle mene, at vi som kristne har tre guder.
En skabergud, Jesus som Gud og så en ånd-gud.

Også indenfor kirken har det været diskuteret, om Gud sådan kan dele sig. Og særligt at Gud skulle have vist sig som et menneske, har været diskuteret samtidig med, at man diskuterede Jesu to naturer – både Gud og menneske.

For tiden har jeg fået læst noget af de helt gamle kirkefædre, som ikke er brugt så meget i vores vestlige kirke. Op gennem historien har vestkirken med base i Rom været juridisk præget. Mens østkirken med base i det græske, har været mere filosofisk.
Og bl.a. Gregor af Nyssas tanker lever stærkere i østkirken.

Han stod i de første kampe og holdt fanen højt i forhold til Guds treenighed. Tre personer i en guddommelig natur. Og han mener, at det slet ikke er så svært endda. Vi mennesker er jo også både sind, ånd og ord.

I denne treenighed kommer en bevægelighed ind, som vi ikke må underkende betydningen af.

Vi siger, at kristendommen ikke er en lovreligion men mere en etisk vejledning.
Det betyder også, at udformningen af kristendommen kan være i bevægelse alt efter tiden og den kultur, som den høres i.

Ser vi gennem historien og ud i verdenen, så er kristendommen ikke stationær. Den har forandret sig og har til tider eller måske nærmest altid også været internt i konflikt.
Og det, tror jeg, hører til kristendommens DNA netop på grund af treenigheden som et levende enhed.

En religion med ti bud, som ikke kan fortolkes, vil være nemmere at forholde sig til. Eller én med klare vejledninger til bønner, faste og, at man aldrig må stille kritiske spørgsmål til religionen.

En sådan fast form kan man så formes til at passe ind i, og så er alt godt.

Kristendommen derimod kommer til os netop, som vi er – med vore egenskaber, tanker, tradition og værdier. Og i mødet kan vi blive forandret, hvis kærligheden rammer os eller idealerne giver mening for os.

Nok har vi en bibel og dermed faste tekster at holde os til. Men selv i de tekster åbnes der for en videre guddommelig inspiration.
Jesus siger jf Johannesevangeliet 16,12f:
”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer.”

At Gud kommer til os netop, som vi er, hørte vi også i pinseberetningen. Ånden gave disciplene mulighed for at tale på mage sprog, så alle kunne høre evangeliet som dem, de var.

Sådan er det stadigt. Vi oversætter – og håber, at dem der løbende oversætter de bibelske tekster, gør et godt stykke arbejde.
Det kræver nemlig både sproglige og kulturelt indblik for at kunne videregive evangeliet til forståelse og som forkyndelse; altså til opbygning og livsmod.

Guds glædelige ord kommer til os forhåbentlig på en forståelig måde. Og det er en levende bevægelse modsat, hvis vi skulle lære et særligt sprog, leve efter en stak love og regler og dermed gøre os klar til at passe ind i religionen.


Tilbage til dagens evangelium – missionsbefalingen, som jeg dog heller vil kalde dåbsbefalingen.
For netop dåb, er for mig i fokus her.
Dåbens gave til os; tilsagnet om, at vi er Guds elskede børn, rummes og gives netop af Den Treenige Gud.
Som vandet er levende, så er Gud også levende, og uden det, var der ingen dåb.

Hvor det bevægende i dåben også bæres af ordene: Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.

Som Den Treenige Gud gør han alting nyt – og altså også os i relationen ved dåben.
Gud er den, der bevæger.
Det er ikke os, der skal gøre alting nyt, men alt gøres nyt for os.
Netop som, at Gud kommer til os – vi skal ikke finde ham.

Det er godt at huske, når vi tænker nærmere over, hvad det egentlig er for et vovestykke, udsendelsen af disciplene er.

Vi hører om disciplene - nogle af de nærmeste vidner til at Jesus i virkeligheden, almægtigt, brød dødens magt - at de tvivlede på det alt sammen.
Ikke desto mindre er det dem, Jesus her ligger det hele i hænderne på… før det bliver lagt i vores hænder….
Dét kan da godt virke ret risikabelt.

Og videre, hvis vi tænker, at Jesus, som har al magt i himmel og på jord, også giver os del i magten.
Så handler det ikke kun om, hvorvidt evangeliet kommer til at lyde til glæde for mennesker men også, hvordan vi forvalter magten mennesker imellem.

Og ja, vi kan nemt pege fingre af både politimand og præsident for en ikke særlig god måde at bruge magten på.
Men, når vi peger, så må vi også pege på os selv. Hver har vi en magt, som vi bruger og måske misbruger. Måske tiltager vi os mere magt, eller vi undlader at bruge vores magt. Begge dele kan være til skade for andre.

For ja, når Jesus har al magt og måske låner den lidt ud til os, så skal vi også bruge den på hans måde – i kærlighed til medmennesket og verdenen i det hele taget.
Med det og uden at blive for politisk eller tale miljø vil jeg her slutte min prædiken med et
Amen.

Søndermarkskirkens treenigheds-ikon

søndag den 31. maj 2020

En hellig uro - pinsedag

I dag skal kirken fejres, og den skal fejres som ”vi”.
Vi parthere, medere og elamitter.
Vi danskere, svenskere og tyskere,
europæere, amerikanere, afrikanere, asiatere og dem, der bor i Australien.
Vi mørkhårede, blåøjede, corona ramte og os, der synger sammen hver for sig.
Alle vi som kirke af Guds børn skal fejres i al vor forskelligheds enhed.

Sådan må det være, når det er pinse – kirkens begyndelse ved den første kristne prædiken, de første døbte og alt sammen sat i værk af Helligånden.

Da jeg valgte kollekt-bøn, faldt jeg for Holger Lissners vending: kom med din hellige uro.

Pludselig bliver bønnen udfordrende, hvilket jeg i dag vil udfolde.
For ja, med Helligånden, giver det mening at bede, som der også står i bønnen, om Guds klarhed, så vi ser, hvad han vil med os.
Samt som altid at bede om Guds trøst og frimodighed.
Hvor så Guds hellige uro skal give os mod til at leve af Guds styrke, skabe håb og fred i verden og ikke stille os tilfreds, før verdens nød er lindret.

Guds ånd er det, der både skal styrke os og ryste os – måske skubbe os og åbne vore øjne.

Ja, intet i kristendommen er vel forståeligt uden Helligånden – og altså bliver pinse en afgørende faktor.

Pinse er kirkens tredje højtid; jul, påske og pinse.
Hvor jul kan være det helt grundlæggende; Jesus skulle fødes.
Påsken kalder vi den største højtid, for der sker det afgørende. Hvis der ikke efter korsdød havde været en opstandelse, så havde Jesus måske nok været et interessant menneske men dog kun et almindeligt menneske.

Hvor så pinse bliver afgørende for, at Guds historie i, med og gennem Jesus bliver til en levende fortælling – en virkelighed.
Ingen pinse – ingen kirke og sikkert heller ingen forkyndelse af Guds kærlighed, som ordet om Kristus bærer i sig.
Og så ville mit liv have været anderledes – og verdenen med.

Pinsen er ikke afgørende for, om vi er skabte af Gud.
Pinsen er heller ikke afgørende for, om vi har fået Guds lov – altså de vejledende bud til
hjælp i livet.
Pinsen er heller ikke afgørende for, om Guds nåde er givet os – altså, om Guds kærlighed kan rumme os også med vore fejl.

Men pinsen er afgørende for, om alt dette kan blive til en virkelig virkelighed for os.

Med Guds ånd kan vi ikke kun opleve livskraften igennem naturen men også opleve kærlighedens kraft med dens sjælesorg og livsmod.

Og åndens kraft forstået som parallel til naturens livskraft vil jeg gerne holde fast ved.

I naturen kan vi leve, men ikke skaber eller styrer fuldt ud. Vi kan nok mest kun justere f.eks. ved at plante blomster og fjerne ukrudt.
Vi kan også ødelægge, og vi kan værne – altså undlade at ødelægge.
Men uanset hvad, så må vi leve efter naturkræfternes vilkår. Vi må leve med stormen, regnen, tørken og, at mælkebøtten bryder igennem asfalt eller skubber til vore nylagte fliser.

Kan vi mon opleve åndskraften på samme måde? Kan vi ødelægge dens virke – eller værne om den ved at lade os bruge?

Vi kan lade kærlighedens kraft virke igennem os. Vi kan blive forældre, blive venner, være det lyttende øre eller have øje for den svage.
Den gudgivne livskraft kan meget – også igennem os.

Spørgsmålet bliver så, om vi også kan ødelægge den – bremse, at den virker gennem os.
Det tror jeg, men måske alligevel ikke altid.
Og her er det, at jeg tænker den guddommelige uro med.
Guds kraft kan godt skubbe os ud der, hvor vi ikke selv ville vælge at gå.

For Peter og de andre disciple kan det ikke have være efter en kalkuleret risiko, at de gik ud på torvet for at prædike og døbe den første pinsedag.
En sådan kalkuleret risiko ville have vist, at det ville føre til fængsel og dø.

Men, de kunne ikke andet.
Eller, måske skal jeg hellere sige: Budskabet om Guds kærlighed viste sig af være så stor, at de ikke kunne holde det skjult.

Måske kender vi det godt en lille smule.
Det kan være i kærlighed – ikke bare en stormende forelskelse - men den kærlighed, der får os til at handle uselvisk;
Tager opvasken, når konen er træt.
Løfter kurven, når den foran i køen er ved at tabe den – selv her i coronatiden, hvor vi ellers holder afstand.

Vi kan sende et smil når man fornemmer, at den anden har det svært – både til en man kender men også til en fremmed.

Eller måske der, hvor man markerer sig og måske skælder ud selv om, at sagen slet ikke vedkommer en.
Der, hvor man måske bagefter får tak fra den, som uretfærdigheden gik ud over.
Men hvor det også ofte fører til, at man bliver ramt af andres forargelse og, der vil blive kikket skævt til en i en rum tid.

For mig kunne det godt være en vinkel på den guddommelige uro.

Kraften til denne uro kan lignes med et forårsbillede. Selvom vi nu er længe over forår, så sker underet stadig. En spire bryder frem og skubber jord og visne blade væk – eller mælkebøtten, der skaber en revne i asfalten.
Spiren kan vi nok glæde os over, men kun få mælkebøtter i asfalt eller fliserækker bliver mødt af glæde fra os.

Dettte er livskraft over for dødskraft.
Om vi så hellere vil være fri for mælkebøtter på fortovet, så er det et stærkt billede.
Og ja, sådan tror jeg også om åndens livskraft. Den må også kunne sprænge de mure, vi bygger, og skabe liv, hvor vi hellere ser nylagt asfalt – for det kan vi styre og kontrollere.

Så ja, det må altid være en overvejelse, om vi tør bede: Gud, giv os din hellige uro, der får os til at leve og handle.
Amen.